- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Forsikringsselskaber hjælper, hvor staten slipper

REJSEFORSIKRING: Det gule kort sparer statskassen for 80 mio. kr. om året fra august. Til gengæld er forsikringsselskaberne Europæiske og Gouda parat til at dække danskerne ind i en periode, fordi det blå kort er en sølle trøst.

REJSEFORSIKRING: Det gule kort sparer statskassen for 80 mio. kr. om året fra august. Til gengæld er forsikringsselskaberne Europæiske og Gouda parat til at dække danskerne ind i en periode, fordi det blå kort er en sølle trøst.

Af Ejvind Olesen

Nu er det en kendsgerning, at det rejsesygesikring på det gule sundhedskort ophører fra august. Det sker som en aftale mellem regeringen samt Venstre og Konservative for at spare staten for denne udgift, som er på ca. 80 mio. kr. om året.

I stedet råder man forbrugerne til at satse på det blå EU-kort, som slet ikke har samme dækning i de enkelte EU-lande. Det ved politikerne godt, og det ved forsikringsselskaberne, men den danske forbruger aner det ikke.

Derfor var de to store rejseforsikringsselskaber, Gouda og Europæiske, også hurtige på aftrækkeren i går til at fortælle nogle kontante sandheder om det blå korts manglende dækning, selv på en charterrejse til Spanien, Italien eller Grækenland. Blandt andet at det blå kort kun dækker på offentlige hospitaler. Der er i reglen i de pågældende lande ret så stor en forskel.

Således siger alarmchef Karin Tranberg fra Gouda: ”I visse områder i lande som Grækenland og Italien kan man ikke tage for givet, at der er samme serviceniveau som på et offentligt sygehus herhjemme. Ofte må de pårørende selv stå for mad, hente medicin og give hjælp til personlig pleje. I Bulgarien er det vores anbefaling, at man helt undgår de offentlige sygehuse (som det blå kort altså kun dækker, red.)”

Samtidig var Europæiske hurtigt ude og garantere, at den årsforsikring til 219 kr. i EU, hvor man hidtil har modregnet, hvad det gule kort har dækket, vil dække uændret efter 1. august. Før har det været en form for overbygning, deraf prisen. Nytegner man i dag og de kommende måneder en sådan årsforsikring, ændrer prisen sig ikke fra august, selv om staten slipper tøjlerne.

”Ingen panik, vi dækker indtil videre til samme pris,” siger underdirektør Dan Laursen. ”Vi vil sikre, at vore kunder, både gamle og nye, får mindst mulig gene. Reglen gælder fra det tidspunkt, det gule kort stopper.”

Gouda er med på samme linje. Her gælder det en årsforsikring i EU til 195 kr.

Eftersom staten mener at kunne spare 80 mio. kr. skal andre jo betale. Enten forbrugerne selv eller deres forsikringsselskaber. Derfor er det alt andet lige et fund at tegne en sådan forsikring mens tid er – hvis man da skal ud at rejse i EU det kommende år.

De to store forsikringsselskaber har givet gang i både regneark og research for at finde ud af, hvad de risikerer med garantien fra i dag og nogle måneder i fremtiden. Et realistisk gæt – andet og mere er det ikke – kan være, at de nævnte priser stiger til det dobbelte, når beregningerne er slut.

På spørgsmålet til de to selskaber i går var svaret, at man endnu ikke har noget overblik, men det skal ikke komme kunderne til skade. Men givet er det, at forsikringen bliver dyrere. Den eneste sikre vinder indtil videre er statskassen.