- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Forsinkelser giver millionbøde til United

USAs transportministerium har uddelt sin hidtil største bøde for at lade flypassagerer vente over tre timer på fly i lufthavn. United Airlines fik bøden på 1,1 millioner dollar for en række overtrædelser af reglen.

USAs transportministerium har uddelt sin hidtil største bøde for at lade flypassagerer vente over tre timer på fly i lufthavn. United Airlines fik bøden på 1,1 millioner dollar for en række overtrædelser af reglen.

Star Alliance-medlemmet United Airlines fik bøden pga. flere såkaldte forplads-forsinkelser – tarmac delays – i sin hovedlufthavn, Chicago O’Hare, 13. juli sidste år.

Reglerne fra Department of Transportation – DOT – siger, at amerikanske flyselskaber på indenrigsruter i USA ikke må holde over tre timer på forpladsen, herefter skal passagererne tilbage til terminalen. Undtagelserne omfatter forhold omkring flyets sikkerhed, samt hvis piloterne fra flyveledelsen får at vide, at en returnering til gaten og dermed terminalen vil være problematisk for den øvrige trafikafvikling.

Men denne dag i juli sidste år var der 13 overskridelser af 3-timers reglen på fra to til 77 minutter fra fly fra United og dets datterselskab United Express. Årsagerne til de lange ophold på forpladsen var kraftigt tordenvejr, som betød lukning af mange gates, ligesom det kraftige uvejr gav store forsinkelser for flytrafikken til og fra lufthavnen, der er verdens næststørste, kun overgået af Atlanta i Georgia.

DOT erkender, at det var ekstremt dårligt vejr, men giver bøden fordi, United ikke iværksatte sin beredskabsplan for sin ageren i disse tilfælde eller kontaktede personale i lufthavnen eller andre flyselskaber for at få assistance og hjælp til at få passagererne fra borde.

“Det er uacceptabelt for passagerer at sidde strandet i fly på forpladsen i timevis uden udsigt til en afklaring,” siger transportminister Anthony Foxx ifølge Reuters.