- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Fortsat gode udsigter for positivt år for SAS – opdateret

Første kvartal bød som sædvanligt på underskud, men med et klart ”fald fremefter” og en positiv udmelding fra ledelsen med baggrund i udviklingen og bookinger i sommer.

Der er næsten altid minus i årsregnskabets første kvartal i SAS blandt andet på grund af den geografiske beliggenhed med drilsk vintervejr og lav rejseaktivitet. I år er ingen undtagelse, men der er fremgang i forhold til tidligere.

Et nettoresultat på 373 mio. svenske kroner er velkendt fra de gode gamle dage med plus, når årets var omme. Det er samtidig en forbedring i forhold til sidste år fra et minus på 712 mio. sv. kr.

Ledelsen fastholder forventningerne om et positivt årsresultat.
Det er især hjemmemarkedet SAS sætter forventningerne til. Væksten forventes at blive stærkest i Norge og Sverige, men lavere i den europæiske trafik.

Der er gode forventninger til trafikken til Nordamerika, men også til skandinaviske ruter. Der er dog fortsat overkapacitet i visse markeder, fastslår rapporten. Især på europæiske ruter og i dansk indenrigstrafik og delvis i Sverige. Totalt set forventes markedet at stige med seks procent i 2011, og SAS er indstillet på at øge kapaciteten i takt med efterspørgslen.

Usikkerheden består for både yield (gennemsnitsindtægten) og olieprisen, som fortsat forventes at øge de samlede udgifter med en milliard sv.kr., hvis prisen fastholdes på højt niveau.

Til gengæld får SAS også ekstra indtægter gennem stigende brændstoftillæg.

Hvis den gode markedsudvikling fortsætter, og man undgår uventede forhindringer (som for eks. askeskyer) er udsigterne gode for et plus på årsresultatet, lyder det fra SAS.

 

Skrevet af Ejvind Olesen