- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Fortsat turbo på PATA Danmark

PATA Danmark vil også det kommende år i snit holde mindst et arrangement om måneden. I øvrigt fik landets mest initiativrige rejsebrancheforening sidste år 3.000 kr. i indtægter på no-show afgifter til medlemmerne.

Arrangementerne hos PATA Danmark trækker i snit 50-80 deltagere – mens foreningens slagsskibs-events, long haul-workshop’ne i hhv. Billund og København, samler endnu flere.

PATA har i Danmark 75 personlige medlemskaber og 60 firmamedlemmer. Det oplyste foreningens formand, Karin Gert Nielsen, på PATA’s generalforsamling i aftes. Sammenkomsten i Cirkusbygningen i København havde samlet 54 af foreningens medlemmer plus hovedparten af bestyrelsen.

Det koster 200 kr. at være privatmedlem og 850 kr. om året for firmamedlemmer. I øvrigt kom der 3.000 kr. ekstra i den pænt fyldte foreningskasse i sidste regnskabsår – det var no show-afgifter fra medlemmer, der ikke havde afmeldt deres deltagelse i et arrangement.

 
Blandt de kommende arrangementer i år og næste år bliver workshops mm om Nepal, Costa Rica, Thailand, Dubai, australske Queensland, de to langrute workshops, 2. og 3. november i hhv. Billund Lufthavn og København. 21. september kommer et af de ”skæve” arrangementer, hvor TV2’s terrorekspert, Niels Brinch, vender tilbage til PATA med et nyt foredrag.
Datoerne for de forskellige sammenkomster er på hjemmesiden pata.dk

PATA er i øvrigt en forkortelse for Pacific Asia Travel Association, en forening for rejser til landene ud mod Stillehavet, fx Thailand, Australien, USA osv.

Bestyrelsen i PATA Danmark udgøres udover af formand Karin Gert Nielsen fra Atlantic Link også af Mical Ambæk, Virgin Atlantic, Morten Balk, Austrian Airlines, Camilla Kjær Breilev, Gouda Rejseforsikring, Allan Hoffery, Singapore Airlines, Tine Juul Møller-Nielsen, Billetkontoret, June Nielsen, InterTravel, Flemming Sonne, Thai Airways samt Tina Toft fra Profil Rejser.

 

Skrevet af redaktionen