MyTravel sælger flere og flere rejser til større familiegrupper, der ofte vælger Frankrig som ferieland.
Hos MyTravel mærker man en markant vækst i interessen fra familier, der vil holde ferie i Sydfrankrig.
”Ikke mindst ser vi et voksende salg til familiegrupper på op til 10-12 personer, hvor frankofile bedsteforældre gerne vil vise børn og børnebørn deres favoritland. Kombinationen af afslapning, badeferie og kulturelle oplevelser i Provence og Cote d’Azur er et voksende hit – også blandt de, der ikke lige råder over egen bolig i det franske,” fortæller udviklingschef for MyTravel Tango, Carsten Andersen.
Flere og flere danskere vælger lavpris- og ruteflyselskaberne, når turen går til Frankrig.
”Ca. 200.000 danskere vil i år flyve på ferie til Frankrig. Paris med de mange storbyferier topper med op mod 100.000 feriegæster, mens Nice kommer ind på en andenplads med ca. 50.000 luftbårne gæster på direkte fly fra både København og Billund. Lyon er tredjestørste område med ca. 10.000 flyvende – takket være bl.a. skisport, mens Montpellier kommer ind på en fjerdeplads med ca. 8.000 besøgende fra Danmark,” siger Carsten Andersen.