- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Fremgang på Danmarks Marriott-hotel

Danmark største femstjernede hotel, Copenhagen Marriott Hotel, mærker ikke længere meget til den verdensomspændende finanskrise.

Nye tal for årets otte første måneder viser tværtimod, at rejse- og mødeaktiviteten er på vej op med rekordfart. I 2011 har der indtil videre været 27 pct. flere forespørgsler på værelser fra individuelle turistrejsende end i de første otte måneder af 2010.

 

”2010 var et hårdt år for hotelbranchen helt generelt, og det har vi selvfølgelig også mærket. Men siden årsskiftet har vi stået i en ny situation, og kurven viser ingen tegn på at knække,” siger hotellets direktør, Elmar Derkitsch.

 

Også de forretningsrejsende er igen på banen, og forespørgslerne på dette område er steget med 46 pct. på de første otte måneder af 2011 i forhold til samme periode sidste år.

 

”Det tegner meget positivt for fremtiden, derfor er det også et oplagt tidspunkt for os at investere i vores hotel,” siger Elmar Derkitsch om en forestående modernisering, der går i gang i slutningen af oktober.

 

”Selv om vi kun har været her i ti år, lagde vi allerede sidste år et stort millionbeløb i at renovere lobbyområde, restaurant og bar. I år går vi så i gang med vores værelser, konferencefaciliteter og executive lounge,” siger Elmar Derkitsch. 

Skrevet af Redaktionen