Flere store flyselskaber advarer de britiske myndigheder om kaos og sikkerhedsproblemer i Londons lufthavne under OL.
Ledelserne i British Airways, British Midland, Virgin Atlantic og Easyjet advarer de britiske luftfartsmyndigheder om, at der kan opstå totalt kaos i Londons lufthavne under De olympiske Lege. De mener, at arrangementet kan blive særdeles pinligt for landet, hvis ikke myndighederne gør noget ved forholdene.
Kapaciteten i både London Heathrow og London Gatwick er allerede presset til bristepunktet. Små forhold, som ændring af vejret kan få omfattende konsekvenser i form af aflyste afgange og forsinkelser, påpeges det.
For mange fly i luftrummet over London er også et tema, som bekymrer i forhold til flysikkerheden.
Civil Aviation Authority, CAA. og Department for Transport, DfT, skal nu have et møde med flyselskaberne for at løse problemerne.