Frygt for forhøjede hotelpriser under VM i ishockey

Arkivfoto af Andre Ringuette

TURISME: Prisen på hotelværelser i København vil se ny stigning under næste års VM-slutrunde i ishockey som Danmark er vært for, forudser incoming bureau. Den frygt deles dog ikke af Horesta og VM-arrangøren.

København og Herning er 4.-20. maj næste år vært for VM-slutrunden i ishockey, hvor de 64 kampe mellem 16 landshold spilles i Danmarks to multiarenaer, Royal Arena i København og Jyske Bank Boxen i Herning.

De mange udenlandske ishockey-fans, der forventes til København og Herning, vil betyde pres på hotellerne – og dermed fristelse for nogle hoteller til at hæve prisen.

En ny analyse af den danske hotelbranche fra revisions- og konsulentfirmaet PricewaterhouseCooper, PwC, sagde for nylig, at Københavns hoteller har set stigning på 39 procent i indtjening pr værelse de seneste fem år.

Direktør for et kendt københavnsk incoming bureau siger til standby.dk, at der er frygt for at VM-slutrunden vil betyde hævede værelsespriser på hotellerne.

”Jeg frygter, at priserne på hotelværelser i København kan stige op til 30 procent under VM-slutrunden. Men høje hotelpriser kan skræmme mange turister væk. Vi har allerede oplevet, at flere tilbud, vi har udarbejdet til udenlandske ishockeyfans, afvises, fordi kunderne synes hotelpriserne er alt for høje,” lyder det.

Kan ikke genkende opskruede priser
I en kommentar til kritikken siger formand i Hovedstaden for hotelerhvervets brancheorganisation, Horesta, hoteldirektør Karen Nedergaard, til standby.dk: ”Det har jeg ikke hørt om. Det drejer sig om udbud og efterspørgsel, og fastsættelsen af værelsespriser er op til det enkelte hotel.”

Karen Nedergaard står i spidsen for tre københavnske cityhoteller, de to firestjernede Absalon med 161 værelser og Andersen Boutique Hotel med 69 værelser samt lavprismuligheden Annex Copenhagen, der har 90 værelser og toilet og bad på gangen.

”Vi har endnu ikke mærket meget til ishockey-VM; vi har dog haft en forespørgsel fra en gruppe, der ville bo en uge hos os i maj næste år – men vi havde desværre ikke plads,” siger Karen Nedergaard.

VM giver 54.000 hotelovernatninger
Heller ikke direktør for VM-projektselskabet af IIHF Ishockey VM 2018, Enver Hansen, der blandt andet var direktør for Danmarks Ishockey Union 2003-2015, har hørt om klager med forhøjede værelsespriser på de københavnske hoteller. Han siger til standby.dk: ”Vi forventer, at Ishockey VM vil give omkring 54.000 hotelovernatninger i navnlig København og Herning. Det er med landshold, officials, presse, ishockey-turister og så videre.

Men, nej, vi har ikke hørt, at potentielle publikummer holder sig væk som følge af for høje priser på hotelværelser i navnlig København. Det er jo også andre aktiviteter i byen i den periode end ishockey-slutrunden. Vi ville have hørt om dette, hvis det var et problem, da vi har kontakt til en række incoming bureauer i forbindelse med slutrunden. Men omvendt har vi jo også historisk oplevet forhøjede hotelpriser til andre VM-slutrunder.”

Enver Hansen tilføjer, at VM-arrangørerne ikke har nogen aftale med for eksempel Wonderful Copenhagen eller hotellerne i Storkøbenhavn om, at værelsespriserne holdes i rimelig ro under slutrunden.

Ifølge Enver Hansen forventes den samlede turismeomsætning i forbindelse med slutrunden at blive over 70 millioner kroner – og med billetsalget næsten det dobbelte, altså over 140 millioner kroner. Heraf forudses cirka 60 millioner kroner at komme fra udenlandske besøgende.

I alt forventer arrangørerne at sælge 300.000 billetter til slutrunden og at 20 procent at publikum kommer fra udlandet, navnlig svenskere, tyskere, russere, letter og finner. Mange af svenskerne kan naturligvis køre hjem efter kampen, hvis de for eksempel kommer fra det sydlige Sverige.

Efter fodbold er ishockey Danmarks næststørste publikumssport; af de 300.000 forventede solgte billetter til slutrunden regnes med at de 168.000 vil blive solgt til kampene i København, der har 34 af de kommende 64 kampe – København har fire mere end Herning, fordi semifinalerne, kampen om bronze samt selve finalen spilles i Royal Arena i Ørestad.

Relaterede artikler:
Forrygende start på billetsalg til VM i ishockey

Startskud til hidtil største danske idrætsarrangement

Svenske verdensmestre får hjemmebane i København