- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Fuldt moms-fradrag på vej

Hoteller og restauranter har lidt under begrænset momsfradrag hos firmakunderne, men nu er der politisk flertal for en ændring.

De gældende regler betyder, at virksomhederne kun må fratrække 25% af momsen for besøg på restauranter, ved konferencer og på hoteller. I Sverig og Tyskland er fradraget 100%, skriver business.dk.

 

Hotelbranchen har i årevis påpeget denne konkurrenceforvridning, men uden at vinde politisk gehør. Nu har Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Venstre imidlertid skabt et flertal for at ændre de gældende regler.

 

Venstres turismeordfører Hans Christian Thoning siger, at der er gode argumenter for at ændre reglerne og at hn gerne ser positivt på en løsning.

 

Efter sommerferien skal Folktinget se nærmere på turismens rammebetingelser, hvor momsfradraget er et væsentligt emne. En tværministeriel arbejdsgruppe ventes at komme med et oplæg i september og det menes, at fuldt momsfradrag vil betyde en omkostning for statskassen på ca. to milliarder kroner årligt.

 

Konsulenthuset Copenhagen Economics beregnede sidste sommer, at Danmark fra 2000 til 2007 er gået 2% tilbage i turistankomster, mens EU som helhed er gået 23% frem – en udvikling med udsigt til at fortsætte.

 

De Konservative har endnu ikke tage stilling, men de politiske meldinger mødes med glæde hos Horesta, hvor formand Jens Zimmer Christensen betegner dem som en stor og glædelig nyhed for hoteller og restauranter i Danmark.

Skrevet af Flemming Juul