- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Fynsk hotel bliver det største uden for hovedstaden

Det er kun omkring et år siden, at Best Western Plus Hotel Odense føjede knap 200 værelser til kapaciteten, men der er efterspørgsel på mere, og derfor udvides det nu til 557 værelser.

Selvom Best Western Plus Hotel Odense sidste år udvidede med 195 værelser, er det ikke tilstrækkeligt til at komme efterspørgslen på indkvartering i forbindelse med konferencer, fester og andre events i Odense Congress Center, som hotellet er en del af, i møde.

Derfor har Odense Sport & Event nu givet grønt lys atter en udvidelse med 253 nye værelser, der vil betyde, at hotellet, hvis alt går efter planen, når en samlet kapacitet på 557 værelser, hvilket vil resultere i, at det bliver det største hotel i Danmark uden for hovedstaden.

Meningen er, at den kommende udvidelse skal gøre det muligt for endnu flere gæster at bo i samme bygning som møde-, konference- og festlokalerne i Odense Congress Center, da det vil reducere behovet for transport rundt i byen og skaber en mere sammenhængende oplevelse for gæsterne.

Oplever tydeligt behov
Hos Odense Sport & Event regner man med, at de nye værelser tages i brug i løbet af foråret 2027. Det glæder Enrico Augustinus, der er selskabets administrerende direktør, da man i øjeblikket har svært ved at følge med.

”Vi har oplevet en overvældende positiv respons på vores seneste udvidelse og det sideløbende samarbejde med Best Western Hotels,” siger direktøren.

”Efterspørgslen overstiger allerede nu vores nuværende kapacitet, og det er tydeligt, at der er behov for endnu flere værelser for at imødekomme både nationale og internationale gæsters behov.”

”Vores mål er at gøre Odense til det foretrukne valg for store events og konferencer uden for København. Med flere værelser kan vi tiltrække endnu større arrangementer og tilbyde en komplet oplevelse med både overnatning og faciliteter samlet ét sted.”

Stiller krav til kapaciteten
Det oplyses, at flere udenlandske erhvervsaktører har fået øjnene op for hotellet, fordi det er indrettet med konferencefaciliteter og placeret 25 minutter fra Hans Christian Andersen Airport. Derudover har samarbejdet med Best Western resulteret i flere private gæster såsom cykel- og golfturister.

Ifølge Enrico Augustinus betyder den række af projekter, der er i gang i den fynske hovedstad, at behovet for overnatningskapacitet stiger.

”Odense er en by i markant udvikling, og særligt vores lokalområde lægger lige nu jord til en række omfattende erhvervsbyggerier, drevet af projekter som opførelsen af Nyt OUH, udvidelsen af SDU samt store investeringer fra Novo Nordisk og det netop annoncerede VGP-erhvervsbyggeri.”

”Det er aktiviteter, der stiller store krav til antallet af hotelværelser i området, og som understreger den tætte forbindelse mellem byens succes og det lokale erhvervsliv,” lyder det.


Relaterede artikler:

Stort hotel i Odense bliver en del af Strawberry

Lufter planer for stort hotel i Odense

Dansk hotelkoncern får længe savnet hotel i Odense