- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Genåbnet københavnsk hotel har fuldt hus første dag

Efter en renovering til over en halv milliard kroner og udvidelse til det dobbelte antal værelser, genåbnede Falkoner-hotellet på Frederiksberg i dag som Scandics 27. hotel i Danmark.

”Mon ikke alle hoteldirektører i København smiler i disse dage, hvor der er modemesse i byen. Vi har i hvert fald fuldt hus her på Scandic Falkoner, hvor alle 334 værelser var klar til genåbningen i dag,” sagde Søren Faerber administrerende direktør for Danmarks største hotelkæde, Scandic, i dag til STANDBY.dk

Klik for stort format. Ude på Falkoner Allé bød personale fra Scandic Falkoner forbipasserende på et glas bobler for at markere, at hotellet nu er genåbnet. Foto: Henrik Baumgarten.

Det skete ved genåbningen af Falkoner-hotellet på Frederiksberg. Hotellet var indtil udgangen af 2016 drevet af Radisson. Da Radisson og bygningens ejer, ATP Ejendomme, ikke kunne blive enige om en forlængelse af driftsaftalen, indgik ATP i stedet en aftale med Scandic.

For den halve milliard kroner, ATP Ejendomme har pumpet i udvidelsen og renoveringen af Falkoner-hotellet, er noget af det mest iøjnefaldende, at det enorme lobbyområde i det gamle hotel er erstattet af en bar og en restaurant lige efter svingdøren, mens receptionen med check-in ligger lidt mere tilbagetrukket.

Samtidig er antallet af værelser mere end fordoblet fra de tidligere 166 til nu 334. Det er blandt andet sket ved at bygningen er blevet større.

”Vi bragt hotellet ud til borgerne på Frederiksberg, vores facade er rykket længere ud mod Falkoner Allé ved blandt andet at inddrage det store område, hvor der før var cykelparkering. Her har vi nu i stedet udendørsservering,” sagde Søren Faerber.

Med Falkoner-hotellet har Scandic nu 27 hoteller i Danmark med 4.955 værelser – her er det en junior suite på det genåbnede Falkoner-hotel. Pressefoto: Scandic Hotels.

Over 1.500 nye Scandic-værelser på vej
Med Falkoner i drift har Scandic nu 27 hoteller i Danmark med 4.955 værelser – og yderligere fire hoteller på vej med 1.570 værelser, tre i København og et i Aarhus.

I 2020 åbner et 100-værelsers hotel ved Nørreport Station. I 2021 slår hotelkæden dørene op for et splinternyt hotel ved Amager Strand, Scandic CPH Strandpark, med 357 værelser og ganske tæt på Københavns Lufthavn.

Også i 2021 åbner Scandic Spectrum, Scandic-koncernens største hotel med 632 værelser. Scandic Spectrum kommer til at ligge på Kalvebod Brygge, overfor Marriott-hotellet.

Og i 2023 åbner Scandic sit største hotel i Danmark uden for København, et hotel- og konferencecenter på Aarhus’ nye havneareal med omkring 500 værelser.

Klik for stort format. Scandic Falkoner har 120 medarbejdere fra 24 lande – der kom over 2.000 ansøgningerne til de nye arbejdspladser. Her er hovedparten af de ansatte på første arbejdsdag i midten af sidste måned. Foto: Scandic Falkoner.

2.000 søgte 120 arbejdspladser
Scandic Falkoner har 120 medarbejdere fra 24 lande, fortalte hotellets direktør, Malene Friis, der indtil sidste år var koncerndirektør for drift – Chief Operating Officer – i Arp-Hansen Hotel Group, Københavns største hotelgruppe.

Der var i øvrigt omkring 2.000 ansøgninger til de ledige stillinger på Scandic Falkoner.

”Vores første gæst checkede ind i morges klokken 8, næste gæst var fra Singapore,” fortalte Malene Friis.

Falkoner-hotellet ligger meget tæt på Metro-stationen – og der er kun lidt over tre kilometer til Rådhuspladsen i København.

Selve genåbningen af Falkoner-hotellet blev klaret af Frederiksbergs borgmester, Simon Aggesen, der klippede det røde bånd og erklærede hotellet officielt genåbnet efter mere end to års renovering og udbygning.

Stor sal med plads til flere tusinde
Udover hotellet og restauranterne, driver Scandic også Falkoner Salen med plads til 3.000 stående publikummer eller 2.000 siddende til alt fra koncerter til store møder og events.

Alene Falkoner Salen har gennem årene lagt scene til koncerter med legendariske kunstnere som eksempelvis Rolling Stones, Louis Armstrong og Leonard Cohen. Først show efter hotellet har fået Scandic i førersædet bliver musicalen ”Lyset over Skagen,” der starter på lørdag.

Hertil kommer den gamle Falkoner-biograf, 3 Falke Bio, der i dag er et auditorium med plads til 800, samt bygningens øvrige 12 mødelokaler.

Relaterede artikler:

Nyt stort hotel skifter navn før åbning

Scandic vil af med tabsgivende hoteller

Dansk Scandic-hotel klar efter stor millionrenovering