- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Glad Bjørn Kjos fik sin første dreamliner

FLYSELSKABER - Søndag landede Norwegians første B787 i Oslo. Norwegian har bestilt otte eksemplarer til sine langruter - foreløbig New York og Bangkok, fra november begynder Norwegian også at flyve B787 på ny rute fra bl.a. København til Florida.

Brandbiler i Oslo Lufthavn byder Norwegians første B787 velkommen i går, søndag.

FLYSELSKABER – Søndag landede Norwegians første B787 i Oslo. Norwegian har bestilt otte eksemplarer til sine langruter – foreløbig New York og Bangkok, fra november begynder Norwegian også at flyve B787 på ny rute fra bl.a. København til Florida.

For at kunne flyve udenom de norske regler om, at bl.a. kabinebesætninger skal være fra europæiske lande, registreres Norwegians B787’ere i Irland i selskabet Norwegian Air International Ltd. Den første B787 har indregistreringen EI-LNA. Norwegian bruger primært engelsktalende thailandsk kabinepersonale på sine langruter.

Flyet med plads til knap 300 passagerer er ejet af det store leasingselskab International Lease Finance Corporation (ILFC) fra Los Angeles – sammen med Norwegian modtog ILFC nøglerne til sin første B787 torsdag hos Boeing i Seattle. Lørdag fløj flyet til Oslo, hvor det landede søndag efter 8 timer og 20 minutter.

”Det er fantastisk, at vores allerførste Dreamliner endelig er leveret og kan sættes i trafik,” siger Norwegians koncernchef, Bjørn Kjos.

Norwegians første B787 skal til at begynde med rutetræne indenfor Europa fra 4. juli og en måned frem på en række ruter fra Oslo til Alicante, Barcelona, London, Malaga og Nice.

Norwegian begyndte i maj at flyve sine første langruter, fra Oslo og Stockholm til hhv. Bangkok og New York JFK; det skete med indlejede portugisiske Airbus A340’ere, da B787’erne var forsinket pga. batteriproblemer. Flyvningerne var i starten plaget af en lang række problemer, hvor Norwegian bl.a. ville have penge for vand og kun tog imod kreditkort.
Fra sidst i august indsætter Norwegian B787 på sine første langruter – fra 29. november kommer endnu en, fra København, Oslo og Stockholm til Fort Lauderdale i Florida.

Foreløbig har Boeing bestillinger på 930 B787’ere fra 58 kunder verden over. I sidste uge fik British Airways sin første – polske LOT har foreløbig flest i Europa med fire, den femte indgår i Star Alliance-medlemmets flåde fra august, hvor B787 afløser B767.

B787 er produceret af lette kompositmaterialer og bruger ca. 20 pct. mindre brændstof end fly af tilsvarende størrelse.