- STANDBY.DK - https://standby.dk -

God jul fra Norwegian: ’I er fyret’

FLYSELSKABER: Norwegian ønsker sine kabineansatte i Sverige god jul – og fyrer dem, hvis de ikke vil lade sig ansætte i et rekrutteringsfirma. Og i USA kritiserer stor pilotforening Norwegians politik med at omgå regler ved at oprette langruteselskab i Irland.

FLYSELSKABER: Norwegian ønsker sine kabineansatte i Sverige god jul – og fyrer dem, hvis de ikke vil lade sig ansætte i et rekrutteringsfirma. Og i USA kritiserer stor pilotforening Norwegians politik med at omgå regler ved at oprette langruteselskab i Irland.

52 af Norwegians 300 svenske kabineansatte rammes af ændringen – de øvrige kabineansatte i Sverige er allerede ansat via rekrutteringsfirmaet Proffice.

”Vi har hidtil været fastansat hos Norwegian – nu skal vi i stedet indlejes. Mange tror at Norwegian er et godt selskab, det er det ikke – vi skal f.eks. arbejde 15 timer uden hvile,” siger kabineansat til Aftonbladet.

Og i USA er den også gal med Norwegian. The Air Line Pilots Association (ALPA) opfordrer den amerikanske regering til at afvise Norwegians krumspring for at omgå eksisterende lovgivning. ALPA repræsenterer 50.000 piloter i 32 amerikanske flyselskaber.

Om Norwegians irske langruteselskab, skriver ALPA: ”Norwegian Air International er klart designet til at omgå eksisterende lovgivning. Det forekommer som om, de ansatte i Norwegians irske selskab skal arbejde under individuelle ansættelseskontrakter reguleret efter lovgivning i Singapore og have lønninger og arbejdsbetingelser, der er betragteligt lavere end piloter ansat hos Norwegian i Norge.”

Videre skriver ALPA i sin kritik af Norwegian: ”Hvis Norwegian tillades frit at vælge lande, hvor det opretter datterselskaber og ansætter sine flybesætninger, vil amerikanske flyselskaber komme under et særdeles hårdt konkurrencemæssigt pres. Luftfartsaftalen mellem USA og EU havde aldrig til hensigt at tillade dette. Derfor må USA’s regering afvise Norwegian.”

ALPA opfordrer også den irske regering til at afvise Norwegians forsøg på at lade sit langruteselskab registrere i Irland.