- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Gode danske overnatningstal i november

VisitDenmark og HORESTA glæder sig over fremgangen i de danske overnatningstal fra Danmarks Statistik i november. ”Men der er stadig lang vej til normale,” siger HORESTA’s direktør.

November-tallene fra Danmarks Statistik viser, at der i skuldersæsonen, september, oktober og november sidste år var markant flere turistovernatninger i Danmark end i samme periode 2019, altså før coronakrisen, lyder det fra VisitDenmark.

Der er tale om en stigning i danske overnatninger på cirka 32 procent og en stigning i udenlandske overnatninger på 12,3 procent.

”Det er rigtig gode tal fra Danmarks Statistik. Tallene beviser, at COVID 19 ikke kan slå rejselysten ihjel. Den generelle tendens og den gode historie fra november og især andet halvår af 2021 er, at turisterne fra nærmarkederne Tyskland, Sverige og Holland kom tilbage, når det var muligt. Men det haltede med nordmænd, da Norge har været præget af en mere restriktiv holdning i forhold til COVID 19,” siger Jan Olsen, administrerende direktør for VisitDenmark.

VisitDenmark noterer også, at de nyeste tal fra Danmarks Statistik viser, at 2021 vil blive et rekordår for de danske feriehuse og altså flere overnatninger end i 2019, der var all time high.

Det skyldes naturligvis, at danskerne i stor stil har holdt ferie herhjemme, men også at tyskerne kommer tilbage, når det er muligt i forhold til COVID 19 og restriktioner. De tyske bookninger for december 2021 overgik således bookningerne for december 2019 med cirka 2000 husuger, noterer VisitDenmark.

HORESTA: Endnu et stykke vej til normale tilstande
Da turisme- og oplevelseserhvervet i efteråret kom fri af restriktionerne, var efterspørgslen stor. Det viser sig også tydeligt i overnatningstallene for det professionelle overnatningserhverv fra Danmarks Statistik, hvor alle overnatningsformer går frem sammenlignet med inden krisen i 2019.

Det skriver HORESTA på sin hjemmeside i en gennemgang af de nye overnatningstal. Samlet set var der 25 procent flere overnatninger på landets hoteller, vandrerhjem, campingpladser og så videre i november 2021 end i samme måned i 2019.

HORESTAs administrerende direktør, Jannick Nytoft, glæder sig over udviklingen. ”Tallene viser meget tydeligt, at der har været et stort ønske og opsparet behov for at bruge vores fantastiske overnatningserhverv. Coronaen har ikke ændret ved denne trang til oplevelse. Tværtimod,” siger han.

En stor del af fremgangen er trukket af de feriehusene, der gik frem med 65 procent. Fremgangen i hotelbranchen var knapt syv procent.

Mangler købestærke udenlandske gæster
Hotellerne i Region Hovedstaden oplevede i november sidste år for første gang flere overnatninger end i 2019, før krisen ramte.

HORESTA-direktør Jannick Nytoft understreger, at hotelbranchen særligt i hovedstaden fortsat er meget hårdt ramt. Dels var november et lille lysglimt over snart to år, hvor der kunne registres vækst – i lange perioder har belægningsprocenten ligget et godt stykke under 50.

Samtidig er kampen om hotelgæster intensiveret, og de købestærke udenlandske gæster er stadig ikke kommet tilbage på niveau.

”Under krisen er der blandt andet åbnet mange tusinde nye hotelværelser i hovedstaden, og derfor mærkes den generelle overnatningsvækst ikke nødvendigvis hos alle, da der er kommet flere konkurrenter i markedet. Med til historien hører også, at der er langt til den omsætning pr. værelse, virksomhederne oplevede i november 2019,” siger HORESTA-direktøren.

Relaterede artikler:

”Meget på spil efter turbulente år i turistmaskinen”

”Nu skal jeg gennem en læreproces hos HORESTA”

Vi er ikke bekymret for at investere i kvalitetsturisme