Nu har kommunalpolitikerne i Næstved Kommune givet grønt lys til den lokalplan, som gør det muligt at sætte gang i hotel- og boligbyggeriet i Rådmandshaven. Bühlmann skal drive hotellet.
I over et år har borgere, organisationer og lokalpolitikere i Næstved Kommune diskuteret, hvorvidt der skal bygges et nyt hotel og boliger på en stor parkeringsplads ved en af kommunens administrationsbygninger, og nu er beslutningen truffet.
Planerne har delt vandene, da ikke alle var begejstrede for udsigten til syv boligblokke med 143 eje- og lejelejligheder og et hotel, der bliver 11 etager højt og indrettes med 117 værelser, restaurant og rooftop med udsigt over bymidten, Herlufsholmskoven og landskaberne omkring byen.
Derfor er Rådmandshaven, som projektet er blevet døbt, også blevet tilrettet på baggrund af høringssvar og reaktionerne på et borgermøde, der blev afviklet i oktober, men tirsdag i denne uge stemte et flertal af medlemmer i byrådet for den nye lokalplan for området.
Håber på flere turister
Den nye lokalplan er udarbejdet på baggrund af en udviklingsaftale, som Næstved Kommune har indgået med Udviklingsselskabet Rådmandshaven. Den giver mulighed for opførelse af bebyggelse til hotellet og boligerne.
”På Næstveds vegne er der rigtig god grund til at glæde sig over udsigten til et helt nyt bykvarter med hotel, bynære boliger og en urban park,” siger Kenneth Sørensen (V), der er borgmester i Næstved Kommune.
”Det vil være med til at løfte Næstved med øget turisme, arbejdspladser og dermed flere skatteindtægter til kommunen, som understøtter alle de andre aktiviteter og attraktioner, vi har i vores kommune.”
Bliver et Bühlmann-hotel
Efter godkendelsen i byrådet ventes byggeriet i Rådmandshaven at gå i gang senere i år. Borgmester Kenneth Sørensen lægger ikke skjul på, at ikke alle har været lige store fans af planerne.
”Næstved har en rigtig god placering på Sjælland, og med kommende motorvej og Femern-forbindelse bliver det endnu lettere at komme til byen.”
”Det glæder jeg mig over. Jeg er også helt bevidst om, at debatten om det nye bykvarter har vakt mange følelser i nogle kredse i byen, men jeg er sikker på, at det nye bykvarter vil komme til glæde og gavn for alle, når det efter planen står færdigt i 2028,” tilføjer borgmesteren.
I sidste uge kom det frem, at det er Bühlmann Hotels, der er blevet udpeget til at stå for driften af det kommende hotel. Dermed vil den danske koncern have en portefølje bestående af 10 hoteller om få år.
I øjeblikket har selskabet otte hoteller, der ligger i henholdsvis Aalborg, Aarhus, Viborg, Billund og København, men i 2027 tilføjes det 179-værelsers store The Station i Odense.
Relaterede artikler:
Bühlmann skal drive nyt stort hotel i Næstved