- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Godt han kunne svømme

ONSDAGSKLUMME: Kaptajn Francesco Schettino på Costa Concordia optrådte som fluesmækker med et ynkeligt resultat og uanset rettens dom, er han et eksempel på det mest uduelige af en chef på et krydstogtskib.

Francesco Schettino.

ONSDAGSKLUMME: Kaptajn Francesco Schettino på Costa Concordia optrådte som fluesmækker med et ynkeligt resultat og uanset rettens dom, er han et eksempel på det mest uduelige af en chef på et krydstogtskib.

Af Ejvind Olesen

Vi vidste trods alt godt, at han ikke var nogen helt. Når man som kaptajn på et stort krydstogtskib på en ”bred motorvej” fra Rom til Livorno ikke kan styre udenom en lille italiensk klippeø, da må der være noget galt med manden som sømand eller som menneske.

I går i retten i Grossetto optrådte kaptajn Schettino som en ynkelig figur, der havde styret sit skib for tæt på den lille klippeø Giglio i et drama og forlis, som kostede et moderne krydstogtskib og 32 mennesker livet.

Kaptajnen optrådte som fluesmækker. ”Jeg ville slå tre fluer med et smæk,” sagde manden virkelig.  Han forklarede, at han sejlede for tæt på øen Giglio for at imponere en ven og for at give passagererne en oplevelse, som de gerne havde været fri for. Hvad det tredje smæk var, forblev en hemmelighed.

Han benægtede, at han forlod det synkende skib med vilje ganske kort efter, at Costa Concordia havde ramt klippeskærene. Han faldt bare i vandet. Det var da godt, han kunne svømme.

Og så var der lige den med danserinden fra Moldavia, som var hans kæreste, og som han havde inviteret med op på broen. Det er ikke forbudt en officer på et krydstogtskib, at have en kæreste blandt de optrædende – men nok blandt passagererne.

Det er heller ikke forbudt at have gæster på broen. Det er helt og holdent en kaptajns afgørelse. Om hun ligefrem har været imponeret over at se sin kæreste ”falde i vandet” er nok tvivlsomt.

Hans helt egen forklaring på ulykken var, at skibet kæntrede fordi en nødgenerator var defekt, og fordi vandtætte rum blev oversvømmet under evakueringen.

Uanset hvad retten finder frem til, må man håbe, at han aldrig får lov til i fremtiden at føre et krydstogtskib. Hans handlinger har kostet menneskeliv, Costa Cruise troværdighed og milliarder af kroner.