- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Gør klar til ny vintersæson med øget snegaranti

Sommeren nærmer sig, men det gør næste skisæson også. Svenske SkiStar, der driver fire skidestinationer i Sverige og to i Norge, lancerer nu ”Skandinaviens stærkeste snegaranti."

Flere garanteret åbne pister skal gøre det tryggere at booke skiferien. Frem mod vintersæsonen 2026/2027 styrker SkiStar snegarantien på samtlige destinationer og tilbyder gratis afbestilling og ombooking i den tidlige og sene del af sæsonen, hedder det i en pressemeddelelse.

Baggrunden for det nye udspil fra SkiStar er en rekordstor investering i sneproduktion for at sikre flere åbne nedfarter allerede til jul og skabe en mere forudsigelig og tryg oplevelse gennem hele sæsonen.

I pressemeddelelsen siger Stefan Sjöstrand, administrerende direktør i SkiStar:

”Mange af vores gæster, særligt de danske, booker deres skiferie lang tid i forvejen, og vi ved, at sneforholdene på vores destinationer er afgørende. Ved nu at tilbyde Skandinaviens mest omfattende snegaranti ønsker vi at skabe en mere tryg og forudsigelig bookingoplevelse for vores gæster.”

Næsten 500 nye snekanoner
SkiStar hæver med sit nye tilbud det garanterede minimumsantal af åbne pister på alle sine destinationer, hedder det:

Sälen: fra 15 til mindst 30 pister
Åre: fra 10 til mindst 30 pister
Vemdalen: fra 8 til mindst 20 pister
Trysil: fra 10 til mindst 15 pister
Hemsedal: fra 9 til mindst 13 pister

Som led i forberedelserne til den kommende skisæson har SkiStar investeret over 300 millioner svenske kroner i blandt andet 489 nye snekanoner på destinationerne.

Fri afbestilling og ombooking i ydersæsonerne
SkiStar forlænger også perioden med gratis afbestilling og ombooking i den tidlige og sene del af sæsonen.

Det betyder, at gæsterne kan vælge at ændre eller afbestille deres rejse ud fra de aktuelle forhold.

Fri afbestilling og ombooking gælder i den tidlige skisæson fra 2. november til 17. december i år og i den sene sæson fra 5. april til 2. maj næste år, oplyses det.

SkiStar har aktiviteter inden for fjeldturisme opdelt i tre segmenter: drift af skisportssteder, ejendomsudvikling og -forvaltning samt hoteldrift. Koncernen ejer og driver bjerganlæg i norske Hemsedal og Trysil samt i svenske Sälen, Vemdalen, Åre og Hammarbybacken i Stockholm.

600.000 danskere på skiferie
Danmarks Skiforbund oplyste tidligere i år til Standby.dk, at der i vintersæsonen 2024-25, var 616.000 danskere på skiferie.

Cirka 200.000 af de 616.000 skirejser blev købt via et rejsebureau. Resten af rejserne, altså over 400.000, arrangerede danskerne selv.

Danmarks Skiforbund har også en liste over de fem lande, flest danskere tager på skirejse til: Østrig, Norge, Sverige, Frankrig og Italien.

 

Relaterede artikler:

Forbruger Europa får klager om ”snegaranti”

Danmarks Skiforbund: Så mange danskere er på årlig skiferie

Ny togrute skal gøre det nemmere at komme på ski i Sverige