- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Gør nu ikke hoteldrift til en videnskab

Jo & Joe - et nyt varemærke fra Accor Hotels skal gentænke gæstfrihed. Foreløbigt sker det i et uforståeligt sprogbrug, som aldrig kan erstatte sund fornuft parret med god faglig uddannelse.

Enten er man gæstfri, eller også er man det ikke. Enten smiler man til sine gæster, som smiler igen. Eller også gør man det ikke. Enten er man den fødte gode vært hjemme i privaten, eller på det hotel, man er sat i spidsen for, eller man skal vælge noget helt andet. Det kan i de færreste tilfælde læres.

Det har altid været min livsfilosofi. Og den kan godt være helt forkert. Jeg kommer altid til at tænke på dem, jeg har mødt i et langt liv på alverdens hoteller. Og da især når man på universiteter og læreanstalter vil gøre det hele vanskelige end det er. Senest, da jeg i den forløbne uge læste om Horestas nye samarbejde med Accor Hotels Jo & Joe Brand.

Konceptet går blandt andet ud på at gentænke gæstfrihed. Hvis det så endda holdt sig til mulighederne som nævnes: 1. Hvordan imødekommer du den voksende generation af unge rejsende. 2. Hvad vil kunderne have i morgen, og hvordan kan du gøre det anderledes end i går? 3. Hvordan inddrager du lokalbefolkningen eller nærmiljøet? 4. Hvordan kan du kombinere deleøkonomiske tjenester og hotelformater til noget nyt?

I og for sig helt banale spørgsmål, som kunne stå i enhver lærebog for hoteldirektører. Ikke noget man behøver at gå på universitet eller købe apps med særprægede programmer for.

”Oplevelsesforstærkende og social accelerator…”
Her er nogle opskrifter fra Innovation Lab:

”Hotellets gæster kan forvente en innovativ form for indkvartering med J&J’s ukonventionelle design social arrangementer og kollaborative restaurantkoncepter.”

Eller: ”J&J tilbyder oplevelsesforstærkende og social accelerator, der skal bringe lokalbefolkningen endnu tættere sammen.”

Senere i et andet program: ”Ninehour i det sci-fi-futuristisk miljø”. Et program, der går ud på at bruge så lidt tid som muligt på hotellet. En time til at gå i seng, syv timer til at sove og en time til at gøre sig klar og komme ud om morgenen.”
Det program må jeg have fat i.

Kappenbergers lærebog Hotelskoler i Schweiz og i USA (og ikke mindst direktør Alberto Kappenberger på Royal Hotel) har uddannet mange af de talentfulde hotelchefer vi har på danske hoteller i dag. Hvis Kappenberger havde levet i dag, ville han nok have våndet sig over de mange teoretiske og ”open house” koncepter, der konstant dukker op. I stedet for gode praktiske uddannelser.

Tiden var en anden. Javist. Men var den bedre?

Hotelbranchen behøver ikke at være videnskab for at vinde gehør. Men dygtige fagfolk i ordets bedste betydning. Dem har vi heldigvis mange af, som har løftet den danske hotelbranchen til international godkendelse, langt hinsides apps-programmer og banaliteter.

Så længe vi kan kaste os over kollaborative restaurantkoncepter, skal vi nok klare den.