- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Gøteborg får Europas længste rutchebane

Forlystelsesparken Liseberg i Gøteborg gennemfører en kæmpe investering i en ny rutsjebane, der bliver størst i Europa og er klar til sommer.

Besøgende i den store Liseberg forlystelsespark i Gøteborg får denne sommer lejlighed til at prøve kræfter med Europas hidtil højeste og længste rutsjebane.

Valkyria, som forlystelsen hedder, er en såkaldt Dive Coaster og byder blandt andet på et 50-meters lodret fald, hvor man med 105 kilometer i timen ryger direkte ned i en underjordisk tunnel..

Efter næsten to års planlægning og et års byggeri er rutsjebanens højeste punkt nu på plads, og forlystelsen åbner for besøgende i juli 2018. Hvis man ikke kan vente, er det muligt at få en virtuel tur her: https://www.liseberg.se/valkyria/

Dansker bag investeringen
Det er parkens administrerende direktør, danske Andreas Andersen, som tidligere har været vice-administrerende direktør for Tivoli i København, der står bag den ambitiøse investering. For Liseberg er Valkyria den største og dyreste satsning nogensinde, og udgifterne beregnes til ca. 300 millioner svenske kroner. Det svarer til ca. 215 millioner danske.

Og Andreas Andersen har flere store planer for Liseberg: I forbindelse med Gøteborgs 400 års jubilæum i 2021 skal der både bygges et vandland og et tematiseret oplevelseshotel syd for den eksisterende forlystelsespark. Det sagde Gøteborgs kommunalbestyrelse ja til den 23. februar 2018. Hotellet vil være på 30.660 kvadratmeter med 453 værelser og tilbyde 1.350 kvadratmeter møder og arrangementer. Der vil være plads til 550 spisende gæster i hotellets hovedrestaurant.

Fakta om Valkyria: Type: Dive Coaster, Længde: 750 meter, Højde: 47 meter, Fald/drop: 50 meter, Topfart: 105 kilometer i timen, Kapacitet: 1100 passagerer i timen.

De bedste i Danmark
Ifølge TV2 kom Kian Kronvang og Jeppe Nygaard med deres bedømmelser af de bedste rutchebaner i Danmark. De er henholdsvis formand for Coaster Club Denmark og Danmarks repræsentant i European Coaster Club.

De fastslår, at enhver favoritliste indeholder en klassiker, og det må man sige, at den gamle trærutsjebane i Tivoli lever op til. Den blev bygget i 1914 og er dermed verdens tredjeældste af sin slags.

Piraten i Djurs Sommerland er Jeppe Nygaards yndling:

”Den er klart min favoritbane i Danmark. Der er rigtig god fart på og mange g-kræfter. Den er godt bygget, så der sker noget hele vejen fra start til slut. Der er for eksempel tre bakker, hvor man ændrer retning på toppen. Det er enormt godt lavet, og den er mega fed”, siger han.

Mens Jeppe Nygaard sværger til Piraten, kan Kian Kronvang ikke få nok af Lynet i Fårup Sommerland:

”Det er i min optik den absolut vildeste rutsjebane, vi har i Danmark. Man bliver skudt af sted lige fra starten med 80 kilometer i timen på to sekunder, og så ryger man igennem to inversions, som er et element, hvor man ryger på hovedet. Det har vi selvfølgelig set før, men jeg synes helt sikkert, Lynet gør det bedst”, siger han.

 

Relaterede artikler:

Liseberg – Göteborgs Tivoli – investerer milliarder

Hårrejsende flyvetur i Liseberg

Dansk chef for Liseberg