- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Gouda skifter nordisk direktør

REJSEFORSIKRING: Knap et år efter den norske gigant Gjensidige Forsikring overtog Gouda Rejseforsikring stopper Goudas nordiske direktør. ”Jeg har selv sagt op, der er ingen dramatik,” forsikrer den afgående direktør.

Uffe Svennson bliver ny nordisk direktør for Gouda Rejseforsikring.

REJSEFORSIKRING: Knap et år efter den norske gigant Gjensidige Forsikring overtog Gouda Rejseforsikring stopper Goudas nordiske direktør. ”Jeg har selv sagt op, der er ingen dramatik,” forsikrer den afgående direktør.

Efter seks år som nordisk direktør for Gouda stopper Jesper Kjeldsgaard med udgangen af juni. Han afløses af 49-årige Uffe Svennson, der trods sit svenske efternavn er pæredansk. Han er i dag direktør for privatområdet i Gjensidiges svenske filial.

”Der er ingen dramatik. Jeg stopper efter eget ønske og seks spændende år med et fantastisk team. Men jeg er sulten på at prøve noget andet, gerne i rejsebranchen, hvor jeg har min sjæl,” sagde Jesper Kjeldsgaard i går til standby.dk – han har ikke noget nyt job på hånden.

”Nu arbejder jeg for Gouda til udgangen af juni, så kommer sommerferien og fra august går jeg i gang med at se på fremtiden. Jeg har ideer om, hvad jeg vil, men dem holder jeg indtil videre for mig selv,” siger Jesper Kjeldsgaard og tilføjer: ”Jeg er meget glad for, at Uffe Svennson bliver min afløser, jeg kender ham fra Gjensidiges direktørgruppe.”

Uffe Svennson har været i Gjensidige siden 2009. Før var han direktør for Nassau Forsikring og var tidligere hos Baltica (i dag Tryg Forsikring).

Gjensidige havde sidste år driftsindtægter på 19,5 mia. kr. og 3.100 ansatte, herunder 715 i Danmark.

Der bliver formentlig mulighed for at sige pænt farvel til vellidte Jesper Kjeldsgaard – og møde Uffe Svennson. Der er ikke sat dato på, men Gouda planlægger et Åbent Hus for at fremvise sine nye lokaler. Det store rejseforsikringsselskab flyttede i april sit nordiske hovedkontor fra Østerbro til Københavns SV-kvarter, hvor det nu er under samme tag som den norske ejers danske hovedkvarter.

Gouda har 148 medarbejdere i Danmark, Norge og Sverige. Hovedkontoret i København har 120. Gjensidige købte sidste efterår hollandske Gouda Rejseforsikrings nordiske aktiviteter i Danmark, Sverige, Norge og Finland. Gouda har 350.000 forsikringskunder i Norden, 80 pct. er privatkunder, resten erhvervskunder.

”Jeg ser handlen som blåstempling af Goudas service, og hvor effektivt vi driver Gouda i Norden,” sagde Jesper Kjeldsgaard ved salget sidste år. Gouda i Norden har de seneste år haft tocifrede vækstrater – blandt succesfaktorerne er, at 300 danske rejsebureauer bidrager til ca. halvdelen af privatomsætningen.

Det danske marked står for ca. halvdelen af Goudas årlige omsætning, der sidste år var over 300 mio. kr.

Hollandske Gouda startede i Norden i 1994, hvor Ole Ærthøj som adm. direktør i København åbnede det første nordiske kontor.

Jesper Kjeldsgaard kom til Gouda i 2000 som marketingsdirektør og blev senere underdirektør. Han afløste i 2004 Ole Ærthøj, der fik job på hovedkontoret i Holland.

Jesper Kjeldsgaard forlod Gouda i 2006 for at blive chef for det danske rejsebureau Topas’ i Vietnam. Siden blev han kommerciel direktør for Kilroy Travels.

Hos Gouda blev Jesper Kjeldsgaard i 2006 afløst af tidl. direktør for erhvervsrejsebureauet American Express, Claus Løfberg Jørgensen, som kun var direktør et halvt år. Herefter overtog Ole Ærthøj roret, indtil han forlod Gouda i 2008, da Jesper Kjeldsgaard vendte tilbage som adm. direktør for Gouda.