- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Grækenland holdes oppe af turisterne

Indtægterne er slet ikke de samme som for to år siden, siger den danske ambassadør i Athen.

Danske aviser er igen i dag fyldt med artikler om Grækenlands snarlige økonomiske kollaps. I den forbindelse skriver Berlingske ”at shorts og sandaler holder Grækenland gående”.

Den danske ambassadør i Grækenland, Tom Nørring, uddyber: ” Indtægterne fra turismen er slet ikke det samme som for to år siden. Folk bruger færre penge, og mange græske hoteller og restauranter har skåret priserne ned for at lokke gæster til.”

Uroen i Egypten, Tunesien og andre steder i Nordafrika har gavnet den græske turisme, men det er ifølge ambassadøren fortsat et problem, at Grækenland er dyrere at besøge end Tyrkiet, Bulgarien og ikke mindst Spanien.

Næsten 20 procent af arbejdet i Grækenland vedrører turismen med op mod 15 mio. besøgende om året.

Allerede sidste år kunne takeoff.dk berette om, at tyskerne holder sig tilbage fra en ferie i Grækenland, fordi de føler, at det er tyske penge, der pumpes ind i den gabende tomme græske pengekasse.
Sammen med Danmark og resten af Norden er det ellers Tyskland, Italien og England, der er flittigst til at nyde de græske strande og sommersol. 

 

Skrevet af redaktionen