- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Græske Aegean overtager Olympic Air

FLYSELSKABER: Det græske Star Alliance-medlem får i andet forsøg EU’s tilladelse til at overtage det skrantende græske flyselskab Olympic Air, der ellers ville blive lukket.

FLYSELSKABER: Det græske Star Alliance-medlem får i andet forsøg EU’s tilladelse til at overtage det skrantende græske flyselskab Olympic Air, der ellers ville blive lukket.

Aegean har betalt ca. 650 mio. kr. for Olympic. “Det står klart, at pga. den økonomiske krise i Grækenland og Olympics meget vanskelige finansielle situation, ville Olympic ellers være tvunget til at forlade markedet meget snart,” siger EU’s konkurrencekommissær, Joaquin Almunia.

EU sagde i 2011 nej til at Aegean kunne overtage Olympic. I mellemtiden har begge flyselskaber lukket en række ruter, de begge betjente, så der nu kun flyver et selskab på disse ruter.

Olympic blev grundlagt som Olympic Airways i 1957 af den stenrige græske skibsmagnat Aristotle Onassis. Olympic har før været konkurs og genopstod som Olympic Airlines og efter en ny omstrukturering blev navnet det nuværende, Olympic Air.

Begge flyselskaber fortsætter under eget navn.

Aegean har 30 fly, Olympic det halve. Sidste år havde Aegean 6,9 mio. passagerer, mens 1,9 mio. fløj med Olympic.