- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Grønland får første internationale hotelkæde

Åbningen af det første Best Western Hotel i Grønland har været udskudt flere gange på grund af coronakrisen. Men nu åbner Best Western Plus Ilulissat med 78 værelser og suiter.

Efter fire års planlægning og byggeri er Grønlands nyeste hotel, Best Western Plus Ilulissat, åbnet. Hotellet med 78 værelser ligger i hjertet af Ilulissat og med udsigt over Ilulissat Isfjord.

Bag hotelprojektet står en lokal investorgruppe bestående af Tommy og Frank Bagger samt Jens Kristian Friis-Salling.

”Det her projekt har været i gang i mere end fire år og vi er glade for at vi nu endelig kan åbne og tilbyde Grønlands bedste hotel. Med et anerkendt globalt hotelvaremærke i ryggen, har vi forudsætningerne for at skabe en god gæsteoplevelse og nogle gode resultater,” siger Frank Bagger, delejer Best Western Plus Hotel Ilulissat, i en pressemeddelelse.

Ilulissat er i forvejen hjemsted for et af Grønlands største hoteller, Hotel Arctic, der ejes af Air Greenland-koncernen og som har 90 værelser og suiter.

Ilulissat er en af Grønlands mest besøgte turistdestinationer og siden Ilulissat Isfjord kom på UNESCO’s verdensarvsliste i 2004, er antallet af turister til den unikke by øget kraftigt, oplyses det.

Første hotelkæde i Grønland
Johan Michelson, administrerende direktør for Best Western Hotel Group i Skandinavien, siger i pressemeddelelsen:

”Ilulissat er en spændende destination for os at kunne tilbyde vores hotelgæster, og vi er stolte over den opgave og tillid, ejerne har vist os. Byen vokser kraftigt som turistdestination og vi er naturligvis spændte på denne åbning, da vi bliver den første hotelkæde, som etablerer sig på Grønland.”

Hotel Ilulissat har 78 værelser i forskellige kategorier: standard, superior, familierum, executive og suiter. Hertil kommer møde- og konferencelokaler. Øverst på hotellet er der fra restauranten og dens terrasse udsigt over isbjerge og byen.

Hotellet tilbyder blandt andet turpakker med isbjerg- og hvalsafari. Derudover er der mulighed for skiløb, cykling, gletsjerklatring, dykning, hundeslæde, snescooterkørsel og nordlyset om vinteren.

Relaterede artikler:

Nuuk, Færøerne og Odense på fornem rejseliste

Tysk hotelkæde klar med direktør i Danmark

”Vi har ikke grund til at være andet end optimister”