- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Grønt lys til to lande og regioner i fire lande

Fredagens opdaterede rejsevejledninger genåbner for Bulgarien og Polen, to regioner i Østrig, fire italienske regioner, én i Spanien samt den første franske. Tyskland deler ikke regionstal, oplyser UM.

Med fredagens opdaterede rejsevejledninger er der nu helt eller delvist gule rejsevejledninger (rejs med forsigtighed) til fire EU-lande, nævnt alfabetisk: Malta, Polen, Portugal og Rumænien samt regioner i fem lande: Frankrig, Italien, Spanien, Tyskland og Østrig.

I dag genåbnes der for rejser til hele Bulgarien og Polen samt disse regioner: Korsika, den største franske middelhavsø, Italien: Ligurien med blandt andet Genova, Abruzzo ud mod Adriaterhavet, Veneto, regionen med blandt andet Venedig, og Umbrien i det centrale Italien.

I Spanien åbnes endnu en region, denne gang Cantabrien i det nordvestlige Spanien med Santander som hovedby og med Baskerlandet som en af naboregionerne, samt i Østrig, hvor der i denne uge åbnes for rejser til regionerne Nieder-Österreich, regionen der omgiver Wien, samt Salzburg-regionen.

I sidste uge åbnede den første østrigske region i denne omgang Burgenland i den mest østlige del af Østrig. Burgenland har blandt andet Østrigs største sø, Neusiedler See, samt mange varme kilder og termiske bade.

I Spanien er der også åbnet for et par regioner på fastlandet samt de vigtige ferieøer, Mallorca og De Kanariske Øer.

Flere lande kunne være åbne
I de danske rejsevejledninger er et land gult (rejs med forsigtighed), når incidenstallet, antal smittede per 100.000 indbyggere, er lavere end 60.

Finland, Irland, Island, Norge, Tjekkiet og Ungarn opfylder også disse tal, eller er på vej til at opfylde dem. Men landene har så skrappe krav om karantæne for indrejsende udenlandske turister, at landene stadig er orange i de danske rejsevejledninger.

Mere af Tyskland end Slesvig-Holsten kunne muligvis også være åbne, men Tyskland deler ikke nok regionale smittetal, oplyser Udenrigsministeriet til STANDBY.DK. Derfor er der foreløbig kun åbnet til Slesvig-Holsten, den nordligste tyske region med direkte grænse til Danmark.

Pressemeddelelsen med den seneste opdatering af rejsevejledningerne fra Udenrigsministeriet kan ses via dette link.

Relaterede artikler:

Spies får koncernens største fly i Danmark

Her vil danskerne på udlandsferie

”Rejsende til Kreta er næppe kun på firmarejse”