- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Guldsmeden Hotels: “Ikke råd til en omgang mere”

Coronakrisen kostede sidste regnskabsår Guldsmeden Hotels 26 millioner kroner. ”Vi har set os nødsaget til at sælge ud af vores aktiver og søge investorer," lyder det fra kæden af danske boutiquehoteller.

”Vi er ikke ved at gå fra hus og hjem, vi er ”bare” ved at gældsætte en ellers sund virksomhed, med 21 års positiv bundlinje – indtil vi blev ramt af coronakrisen,” skrev medejer af og administrerende direktør for Guldsmeden Hotels, Sandra Plesner Weinert, forleden i et længere opslag på sin Facebook-side og tilføjede:

”I disse dage kommer Guldsmeden Hotels’ årsregnskab, og det er rigtig trist læsning.”

Nede i opslaget stod sætning, der vakte bekymring blandt Guldsmeden Hotels mange venner i rejsebranchen. Her skrev Sandra Plesner Weinert: ”Vi elsker vores kolleger og gæster, og kan ikke forestille os en verden uden dem. Derfor har min familie og jeg set os nødsaget til at sælge ud af vores aktiver og søge investorer.”

Sammen med sin mand, Marc Weinert, og ægteparrets tre børn, Axel og tvillingerne Babette og Manon, ejer de Guldsmeden Hotels.

Men Sandra Plesner Weinert forsikrer overfor STANDBY.DK, at hotelkæden ikke akut er ved at sælge de hotelbygninger, de ejer, eller få medejere af Guldsmeden Hotels.

55 millioner kroner i forskel på resultat
Guldsmeden Hotels’ årsregnskab dækker moderselskabet, Weinert Holding ApS, der ejes af de fem familiemedlemmer.

Regnskabsåret omhandler 1. oktober 2019 til 30. september sidste år. Mens der i forrige regnskabsår var et overskud hos Guldsmeden Hotels på 28,7 millioner kroner, og cirka de samme tal fra de tre tidligere år, blev underskuddet for sidste regnskabsår 26,2 millioner kroner.

Egenkapital er stadig solid, 128,4 millioner kroner, i sidste regnskabsår, hvilket dog er et fald fra 156,2 millioner kroner i forrige regnskabsår.

Grusomt ondt
Til STANDBY.DK siger brancheekspert Ole Egholm, der ejer Dansk Brancheanalyse: ”Weinert Holding virker rimelig solid, men aktivitetsniveauet er faldet over 50 procent fra 2018/19 til 2019/20. Det er ret voldsomt, da det nye regnskab tæller fem gode måneder, men i lavsæsonen, og syv katastrofemåneder i højsæsonen under coronakrisen.

Men det passer nogenlunde med andre hotelregnskaber, der sluttede med udgangen af september sidste år,” siger Ole Egholm og fortsætter:

”Deres regnskab viser de værdier, de synes de har, samlet under ”materielle anlægsaktiver.” Tallet er 123 millioner kroner, her af udgør grunde og bygninger 68,5 millioner kroner. De 123 millioner kroner er altså nogenlunde det samme som egenkapitalen i moderselskabet og er som udgangspunkt rigtig flot. Guldsmeden er noget af det mere solide i hotelbranchen.”

Ole Egholm siger videre om Guldsmeden Hotels’ årsregnskab: ”De har en kernesund virksomhed, selv om de lige nu får tærsk, men de skal nok overleve. Det regnskabsår, de er inde i nu, kommer formentlig også til at gøre grusomt ondt.

For kommer der ikke gang i navnlig de københavnske hoteller denne sommer, så har jeg svært ved at se, at det ikke bliver meget værre. Ikke kun for Guldsmeden, men for hele branchen, ikke mindst i København.”

Håber ikke at få brug for lån på 85 millioner kroner
I bemærkningerne til årsregnskabet skriver Guldsmeden Hotels blandt andet, at ”Ledelsen har påbegyndt en tilpasning af koncernens organisation og omkostninger, benyttet regeringens støtteordninger i det forgangne regnskabsår ligesom aktuelle støtteordninger i den nye regnskabsperiode anvendes.”

Guldsmedens årsregnskab oplyser også, at ”Koncernens bankforbindelse har givet tilsagn om en kreditramme på 85 millioner kroner.”

Men, tilføjes det: ”Det er ledelsens forventning, at COVID-19 situationen normaliseres senere på året i takt med vaccineprocessen, og at koncernen ikke vil have behov for tilførsel af kapital, herunder yderligere kreditfaciliteter.”

Jeg er nødt til at råbe lidt op
Til STANDBY.DK siger Sandra Plesner Weinert om regnskabet og sit opslag på Facebook: ”Det har været et dyrt år, så jeg er nødt til at råbe lidt op, for der er ikke til en omgang mere.”

Og om sætningen om, at sælge ud af aktiver og søge investorer, siger hun “Vi begynder at sælge fra, for der er kun én ting der tæller, og det er cash. Men som udgangspunkt er ingen af vores hotelejendomme til salg. Vi er ikke dér, hvor vi skal gå fra hus og hjem. Vi kan for eksempel sælge nogle kontorejendomme.”

Guldsmeden Hotels ejer halvdelen af bygningen med Axel-hotellet ved Hovedbanegården og hele bygningen med Carlton-hotellet på Vesterbrogade. De øvrige hotelbygninger, som kæden selv driver og ikke har i franchise, har kæden lejet sig ind i. I København driver Guldsmeden Hotels bygningerne med Babette- og Manon-hotellet samt det nyeste på Islands Brygge. Men selve bygningerne ejes af andre.

”Vores forretningsmæssige filosofi er, at vi godt kan klare os selv. Pengene, vi tjener, bruger vil på udvikling. Vi har ikke noget officielt til salg, eller er aktuelt ved at få investorer. Men kommer vi ikke i gang til sommer med at genåbne hotellerne, så aner vi ikke, hvor vi ender, og så er der ikke langt til, at vi skal ud og realisere,” siger Sandra Plesner Weinert.

Relaterede artikler:

Marriott på vej med to nye hoteller i København

Hotelkrise giver kapitalstærke nye muligheder

Danske hoteller vil skabe alternativ bookingportal