- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Hæder til krydstogtnetværk

40 af de største krydstogtrederier, 3,1 million turister og 1.800 krydstogtbesøg har Cruise Baltic trukket til regionen.

I går modtog krydstogtnetværket, Cruise Baltic, ’Baltic Sea Award 2010’. Prisen er blevet uddelt siden 2007 og gives som anerkendelse for en ekstraordinær indsats for udviklingen af Østersøregionen. Prisoverrækkelsen fandt sted på det årlige Baltic Development Forum Summit i Vilnius, Litauen, og med hæderen kommer Cruise Baltic i fornemt selskab med tidligere prisvindere som Finlands præsident Tarja Halonen og grundlæggeren af Baltic Sea 2020 Björn Carlsson.

 

Netværkets direktør, Bo Larsen, er stolt af prisen:

”På vegne af vores medlemmer: 45 havne/turistorganisationer og to strategiske partnere, SAS og Scandic Hotels, er jeg utrolig glad for at vores indsats har opnået denne anerkendelse. Det nære samarbejde partnerne imellem er hemmeligheden bag succesen. De 5.000 Euro, der følger med prisen, vil vi bruge på fortsat at markedsføre vores unikke produkt og derigennem skabe opmærksomhed om Østersøregionen”.

 

Cruise Baltic er et samarbejde mellem 27 destinationer, 45 partnere og to strategiske partnere rundt om Østersøen ud fra en filosofi om, at naboen ikke er din nærmeste konkurrent, men en medspiller. Den fremsynede strategi hviler på sammen at være vigtige brikker i det store fælles markedsføringsprojekt, og at man kun sammen gør Baltikum til en ligeværdig konkurrent til store krydstogtdestinationer som Caribien og Middelhavet.

Skrevet af Flemming Juul