- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Hackede flyselskab og fløj gratis på business class

Brussels Airlines har lagt sag an mod 25-årige hacker, der brød ind i flyselskabets IT-system og fik fikset at han sammen med to venner kunne flyve gratis på business class til New York.

Lufthansa-ejede Brussels Airlines kræver nu omkring 20.000 euro, cirka 150.000 kroner, fra den unge hacker for blandt andet billetpris og ubetalte lufthavnsskatter.

Den 25-årige belgier har netop været for en dommer ved en domstol i den belgiske by Mechelen sigtet for ”computer sabotage” mod Star Alliance-medlemmet.

Her sagde anklageren ifølge avisen Brusselstimes.com blandt andet:

”Manden købte i 2016 flere flybilletter gennem en særlig app, der kun kan bruges af Brussels Airlines’ medarbejdere. Bagefter afbestilte han billetterne og fik pengene retur, men kunne så manipulere URL-adressen på Brussels Airlines’ medarbejder-app, så han alligevel stadig kunne bruge de afbestilte billetter. Han fik manipuleret systemet så han kunne få de tre business class-billetter til New York.”

Det er ikke første gang, at den 25-årige hacker har haft et møde med en dommer for sine teknologiske evner. Han er tidligere brudt ind på IT-systemer fra flyselskaber og teleselskaber som blandt andet Lufthansa.

Forsvarer: ”Hackeren burde få rabat”
Mandens forsvarer sagde i sin procedure, at hans klient burde have en mild straf, da han har vist Brussels Airlines svagheder i flyselskabets IT-system.

Der forventes dom i sagen sidst i marts, skriver Brusselstimes.com

Farvel til loyalitetsprogram
Brussels Airlines lukkede i øvrigt sit loyalitetsprogram, Loop, fra starten af denne måned. I stedet kan passagererne udelukkende benytte Lufthansa-gruppens bonusprogram Miles & More, der i forvejen har været tilgængeligt hos Brussels Airlines siden 2009.

Brussels Airlines, der naturligvis også er ramt af problemerne omkring coronavirussen, har normalt ruter fra sin hovedlufthavn, Bruxelles, til over 80 destinationer. 65 i Europa, 17 i Afrika samt tre i Nordamerika.

Normalt har Brussels Airlines omkring 250 daglige flyvninger og havde sidste år over ti millioner passagerer.

Relaterede artikler:

Brussels Airlines skærer ned på Billund-rute

Brussels Airlines lukker sit loyalitetsprogram

Dansk brancheprofil skifter fra luftfart til hotel