Århusianske Tivoli Friheden gør halloween-åbent permanent.
Det fastslår Frihedens direktør, Henrik Ragborg Olesen, som kan se tilbage på en uge med 16-17.000 gæster, hvilket er udmærket, men han skønner, der er potentiale til mellem 25.000 og 30.000 besøgende i skolernes efterårsferie, skriver jp.dk.
Den netop overståede efterårsferie med halloween-tema er første gang ’Friheden’ har holdt åbent i skolernes efterårsferie.
På trods af særlige halloween-investeringer har det været en god forretning, som ventes at blive endnu bedre de kommende år, hvis vejret er rimeligt. Det har tydeligt vist sig, at forældrene har manglet noget at foretage sig med børnene og Friheden overvejer nu også påskeåbent, men har ingen planer om åbning i julemåneden.