Snart kan badmintonentusiaster i flere dele af verden lære navnet Horsens at kende, da den østjyske by er vært for Uber og Thomas Cup. Attraktioner og hoteller ser frem til eksponeringen.
Lyden af ketsjere, der basker til fjerbolde, skal gerne veksles til både international eksponering, belægning på hotellerne samt omsætning hos restauranter, butikker og attraktioner i Horsens og omegn, når byen fra fredag i denne uge er vært for verdensmesterskabet for hold i badminton.
Det er de to turneringer, Uber og Thomas Cup, der vil blive spillet i Forum Horsens fra den 24. april til den 3. maj. Her vil blandt andet spillere fra verdenseliten konkurrere om podiepladserne. Sideløbende vil Badminton World Federation og en række andre forbund afvikle årsmøder.
Får adgang til nyt publikum
Det er tidligere kommet frem, at der er blevet booket værelser på 11 hoteller i Horsens og Vejle for at huse spillere, delegerede, medrejsende og andre involverede. Nu sætter Destination Kystlandet flere ord på forventningerne til mesterskabet.
Der ventes omkring 1.000 badmintonspillere til mesterskabet, der vil blive overværet af op mod 20.000 tilskuere, mens omkring en milliard TV-seere potentielt vil kunne følge med. Den type eksponering ser Destination Kystlandets direktør Liselotte Nis-Hanssen selvsagt store perspektiver i.
“Det giver os en unik mulighed for at vise hele Kystlandet og særligt Horsens frem for et publikum, som vi ellers ikke ville have adgang til. Når billeder fra Horsens bliver sendt ud globalt til så mange, kan det få stor værdi for turismen – også på længere sigt,” lyder det.
Baner vej for flere muligheder
Scandic Opus Horsens er et af de hoteller, der er blevet udpeget som delegat-hotel, hvilket vil sige, at det også skal benyttes til forbundsmøder. Hoteldirektør Simon Kristensen ser frem til at have travlt og er tilfreds med den betydning, som denne type begivenheder har for hotellets omsætning.
“Det betyder generelt meget for vores hotel, at Horsens afholder de her store events. Det fylder vores senge op og giver potentielt flere møder, konferencer og events – alt det, vi lever af. Hver gang byen er fuld af liv og puls, er det fantastisk for vores virksomhed,” siger han.
Bliver vist frem
På Fængslet er man også glad for den ekstra aktivitet. Det kommer til at danne ramme om en velkomst og middag for gæsterne, der samtidig får mulighed for at opleve museet. Direktør Inge Østergaard glæder sig over den synlighed, det vil skabe.
“Vi ved, at mange af vores gæster deler deres oplevelser på sociale medier. Under VM betyder det, at vi bliver eksponeret i hele verden. Det er en markedsføring, vi ellers ikke har budget til.”
“Vi håber selvfølgelig på flere besøgende under VM. Men den største effekt er nok, at vi bliver vist frem som kulturinstitution og konferencecenter, og at Horsens bliver sat på landkortet både nationalt og internationalt. Det smitter også af på os,” udtaler direktøren.
Relaterede artikler:
Ny aftale ventes at kunne veksles til turismemillioner
Verdensmesterskab er med til at fylde 11 hoteller
Mesterskaber kommer til Horsens: Får stor betydning for turismeomsætningen