- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Hawaii-flyselskab i økonomiske problemer

LUFTFART: Øgruppens næststørste flyselskab er i kontrolleret betalingsstandsning, men flyver indtil videre fortsat.

LUFTFART: Øgruppens næststørste flyselskab er i kontrolleret betalingsstandsning, men flyver indtil videre fortsat.

Island Air er netop trådt i kontrolleret betalingsstandsning, den såkaldte Chapter 11. Den midlertidige konkurserklæring skyldes sagsanlæg fra andre aktører, bl.a. ejerne af selskabets fly.

Ved at gå i Chapter 11 kan selskabet flyve videre på sine ruter inden for øgruppen. Island Air har Honolulu som sin hovedlufthavn.

Island Air, der efter Hawaiian Airlines er den amerikanske delstats næststørste flyselskab, er i gang med at opgradere sin flyflåde til større fly. Men Island Air, der har eksisteret i 37 år, har haft underskud de seneste 17 kvartaler, skriver amerikanske medier.

Mens Island Air nu omstruktureres under Chapter 11 forventer det at flyve som normalt. Selskabet har ca. 400 medarbejdere.

David Uchiyama, koncernchef i Island Air, siger, at når flyselskabet har færdiggjort sin omstrukturering, vil det fremstå som et stærkere flyselskab med en stærkere økonomi og være klargjort til fremtidens ekspansion.

Nyt navn til hovedlufthavn

I øvrigt skiftede Hawaiis hovedlufthavn tidligere i år navn fra Honolulu International Airport til Daniel K. Inouye International Airport. Det skete for at ære Hawaiis tidligere senator Daniel K. Inouye, der døde i 2012, og som i 50 år repræsenterede Hawaii i Washington D.C. i først Repræsentanternes Hus, siden i Senatet. USA’s 50 delstater har hver to senatorer.

Det var fjerde gang, at lufthavnen ved Hawaiis hovedstad, Honolulu, skiftede navn. Den åbnede i 1927 som John Rodgers Airport (opkaldt efter en amerikansk flådeofficer og pilot), i 1947 blev navnet Honolulu Airport og i 1951 blev det ændret til Honolulu International Airport.

Hawaii og Alaska er i øvrigt USA’s to ’nyeste’ delstater, begge blev indlemmet i unionen i 1959.