- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Her er verdens bedste (og værste) flyselskaber

LUFTFART: Nyt flyselskab i toppen af AirHelps årlige, globale rangering af flyselskaber.

Masser af virksomheder og medier laver ranglister over verdens bedste og værste flyselskaber. Hvor stor en vægt, man skal tillægge disse lister, kan diskuteres, men den seneste kommer fra selskabet AirHelp, som hævder, at deres liste er den mest omfattende statistik-baserede evaluering af luftfartsselskaber og lufthavne.

AirHelp Score vurderer flyselskaberne i forhold til kvalitet og service, punktlighed, håndtering af krav fra passagerer og analyse af selskabets kundeomdømme på sociale medier.

På årets liste overtager Singapore Airlines førstepladsen fra Qatar Airways, som holdt førstepladsen i hele 2016. Singapore Airlines har vist en signifikant forbedring i punktlighed og håndtering af krav, hvilket er med til at give selskabet topplacering.

På andenpladsen kommer Etihad Airways, mens Qatar Airways i år må nøjes med tredjepladsen. Blandt de nordiske selskaber ligger Widerøe på 13. pladsen, Icelandair er nr. 24, SAS nr. 27, Finnair nr. 30, mens man først på plads nr. 71 finder Norwegian.

God punktlighed og kravhåndtering hos SAS

SAS har forholdsvis god punktlighed, og også få høje karakterer for deres håndtering af krav fra passagerer. Selskabet halter dog bagud i forhold til den samlede servicekvalitet og oplevelse. Heri indgår hundredvis af parametre, heriblandt lounger, underholdning og mad om bord og kabinepersonalets attitude. Denne del af bedømmelsen bygger på den kendte Skytrax-rating af de forskellige flyselskaber.

I bunden af AirHelp-ranglisten finder man selskaberne Ryanair (nr. 83), Monarch (nr. 84), Tunisair (nr. 85), SmartWings (nr. 86) – og helt i bund Bulgaria Air som nr. 87.

“Konkurrencen bliver hårdere i luftfartsindustrien. Vinderne bliver de virksomheder, der kan levere en rigtig god helhedsoplevelse på jorden, i kabinen og efter flyvningen,” siger AirHelp CEO og medstifter, Henrik Zillmer.

Top 10 på AirHelp Score: 1. Singapore Airlines, 2. Etihad Airways, 3. Qatar Airways, 4. Austrian Airlines, 5. Air Transat Canada, 6. Air Dolomiti, 7. British Airways, 8. Virgin Atlantic, 9. Aer Lingus og 10. TUI fly Netherlands.