- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Hidtil største Lalandia får 14 vandrutchebaner

Milliardprojektet på den jyske vestkyst med et kæmpe Lalandia og feriehuse åbner før næste års højsæson. Hvordan aquadomen indrettes, er stadig hemmeligt. I 2023 kommer der et badehotel.

Inden næste sommer åbner i Søndervig det hidtil største Lalandia badeland. Der bliver blandt andet plads til indendørs surfing, men hvordan badelandet ellers kommer til at se ud, er fortsat en hemmelighed.

Men projektdirektør Thomas Nielsen oplyser til Dagbladet Ringkøbing Skjern, at der bliver 14 vandrutchebaner i den kommende aquadome. Nogle af banerne bliver så store, at badegæsterne kan tage turen i en gummiflåde med plads til fire personer.

De mange rutchebaner er netop ankommet fra Canada i 45 containere med både glasfiberrør og de stålkonstruktioner, der skal holde rutchebanerne oppe.

”Det er en rigtig sjov del af projektet, vi nu står overfor. Vi har fået en helt masse legoklodser, som vi nu skal til at sætte sammen til rutchebanerne, fortæller Thomas Nielsen og tilføjer: ”Rutchebanerørene vil blive ført ud af bygningen, som man kender det fra Lalandia i Billund.”

Lalandia ejes af Parken Sport & Entertainment
Prisen på 400 millioner kroner for det kommende Lalandia i Søndervig ved Ringkøbing Fjord ”er ikke helt skæv,” sagde Lalandias administrerende direktør, Jan Harrit, i sommer til STANDBY.DK.

Lalandia i Søndervig bliver det hidtil største Lalandia – der er to andre, et ved Rødby på Lolland (Lalandia er det latinske navn for Lolland) og i Billund. Foreløbig har der været rejsegilde i Søndervig for feriecenteret og badelandet Aquadome, der ifølge Lalandia bliver et af Nordeuropas største badelande.

Lalandia ejes af Parken Sport & Entertainment, PS&E, der dog kun kontrollerer 75 procent af Lalandia-projektet i Søndervig, resten ejes af en lokal investor, Keld Hansen og hans familie.

Udover de 400 millioner kroner til selve feriecentret og Aquadomen, er der også investeret omkring 600 millioner kroner i 483 feriehuse. De er alle solgt, og kan i perioder, hvor ejeren ikke bor der, udlejes til besøgende Lalandia-gæster.

Hotel til en kvart milliard kroner
Når Lalandia på Vestkysten er kommet i brug, tages der fat på planerne om at bygge et hotel med omkring 200 værelser og ferielejligheder. Prisen skønnes at blive cirka 250 millioner kroner.

”Vi arbejder med hotelprojektet. Om alt går vel står det færdig i slutningen af 2023 som et badehotel i den bedre ende med blandt andet en fantastisk udsigt ud over Ringkøbing Fjord,” sagde Jan Harrit.

Han forventer Lalandia på Vestkysten, når det er i fulde omdrejninger, kan tiltrække op mod en halv million besøgende om året. I 2019 havde Lalandia i Billund 682.000 besøgende. Typisk udgør danske og udenlandske turister to lige store grupper hos Lalandia på Lolland og i Billund.

Relaterede artikler:

Et skridt nærmere nyt Lalandia til 400 millioner kr.

De 19 topscorere i de danske destinationsselskaber

”Konspirationsteoretikere koster jobs i turismen”

“Derfor sagde jeg ja til FCK, Parken og Lalandia”