- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Historisk gode sneforhold i Norge

Inden for de seneste dage er der faldet mere end 60 centimeter puddersne flere steder. De lokale taler om ’sjældent gode forhold.’

Inden for de seneste dage er der faldet mere end 60 centimeter puddersne flere steder. De lokale taler om ’sjældent gode forhold.’

I Kvitfjell var snedybden den 6. februar ikke mindre end 180 centimeter på toppen og 120 centimeter i bunden af skiområdet. I Hemsedal, som er en anden populær destination for danske skiturister, er snedybden på henholdsvis 162 cm og 157 centimeter. Og sådan er billedet generelt på de norske skidestinationer.

”Der er altid gode sneforhold i Norge omkring skolernes vinterferie, men i år er forholdene helt exceptionelt gode. Jeg har været på skiferie i Norge de seneste 10 år og skal af sted igen, og forventningerne har aldrig været større. Det er ikke bare snedybden, der gør, at det ser perfekt ud – det er også det, at der ligger så meget løs nysne, som er lige til at boltre sig i”, siger Henrik Verner Jensen, markedschef i Visit Norway.

Sne- og bakkeansvarlig i SkiStar Trysil, Wegard Matsson, kan ikke huske, at det har sneet så meget over så lang en periode: ”Vi har haft mere sne i Trysil tidligere, men det er specielt, at vi får så meget pudderlet sne”.