- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Hjemmeside overvåger flystyrt

Hjemmesiden airdisaster.com følger flystyrt - årets femte var Air Indias i lørdags.

Air India Express’ havari i Mangalore-lufthavnen i det sydvestlige Indien kostede 158 livet, mens otte overlevede, da en få år gammel Boeing 737-800 forulykkede. Det var Indiens første flyulykke de seneste ti år, skriver BBC.

 

Flyet kom fra Dubai, alle passagerer var indere, mange på vej hjem fra arbejde i landene ved Den persiske Golf. En tragedie i tragedien skete for én familie, her omkom 16 familiemedlemmer, de var på vej til en begravelse i familien.

 

Air India Express er et lavprisselskab under statsejede, Air India, der i øvrigt næste år forventes at indtræde i Star Alliance.

 

På hjemmesiden airdisaster.com følges flyulykker, der er detaljer om flyselskaberne, om de før har haft styrt, om de forulykkede fly, årsagen til ulykken – dem har hjemmesiden i år registreret fem af med store fly.

 

Den første var Ethiopian Airlines styrt i havet ud for Beirut i januar, alle 90 ombord på Boeing 737’eren omkom.

 

10. april styrtede et Tupelov 154 fra det polske luftvåben udenfor den russiske by Smolensk, alle 96 omkom, herunder den polske præsident.

 

14. forulykkede et Airbus 300 fragtfly fra AeroUnion i Mexico, alle fem ombord omkom – plus én på jorden.

 

12. maj havarerede en Airbus 330 fra libyske Afriqiyah Airways på vej fra Sydafrika udenfor lufthavnen i Libyens hovedstad, Tripoli. Kun en hollandsk dreng overlevede blandt de 104 ombord.

 

Og 22. maj havarerede altså flyet fra Air India Express ved lufthavnen i Mangalore, hvilket kostede i hvert fald 158 af de 168 ombord livet.

 

Skrevet af Henrik Baumgarten