- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Højere kontingent hos Meetingplace

TURISME: Meetingplace Wonderful Copenhagen foreslår på sin generalforsamling i dag kontingentforøgelse på 10 pct. for at tiltrække flere MICE-events til København. Der skal de næste fire år skabes en pulje på 16 mio. kr.

København har i år slået alle MICE-rekorder med mindst 400.000 hotelovernatninger og samlet omsætning for området på over en milliard kr.

Men de kommende år får København i bedste fald under halvdelen af dette års omsætning på MICE-området. MICE er forkortelse for Meetings, Incentives, Conferences & Events/Exhibitions.

”Københavns succesrate falder. Flere byer i udlandet har bedre tilbud, bl.a. tilskud til markedsføring. Det problem drøftes ved generalforsamlingen i dag, onsdag, hos Meetingplace Wonderful Copenhagen,” siger kendt branchekilde til velunderrettede Kursuslex.dk

Jonas Wilstrup, kongresdirektør i WoCo, der har sekretariat for Meetingplace Wonderful Copenhagen, bekræfter Kursuslex’ oplysninger og siger: ”Vi beder på generalforsamlingen om godkendelse af tillæg på ca. 10 pct. af det nuværende kontingent. Vi vil de kommende fire år skabe en fond på ca. 16. mio. kr. til bl.a. ”delegate boosting”,” siger Jonas Wilstrup og tilføjer: ”Det bliver en win-win for begge parter. Jo flere deltagere, MICE-events har i København, jo flere penge tjener arrangørerne. Og jo flere delegater, der kommer til København, jo flere penge tjener København, herunder medlemmerne af Meetingplace.”

De nuværende 116 medlemmer er hoteller, incomingbureauer, kongrescentre, konferencearrangører, transportører og andre med tilknytning til erhvervsturismen i hovedstaden.

Medlemmerne af Meetingplace-netværket får bl.a. kontakt til kunder, mødeplanlæggere mm før resten af branchen.

Kontingentet hos Meetingplace er i dag fra ca. 20.000 kr. og op til flere hundrede tusinde kr. F.eks. betaler incomingbureauer en fast pris, mens eksempelvis hoteller opkræves efter antal værelser, siger Jonas Wilstrup.

Kritik af gratister

I sommer kritiserede koncernchef for BC Hospitality Group, der bl.a. omfatter Bella Center og tre store københavnske hoteller, Allan L. Agerholm, hos standby.dk fire navngivne hotelkæder i København ”for ikke at investere så meget som en bøjet 5-øre til Meetingplace Wonderful Copenhagens arbejde.”

Allan Agerholm er også bestyrelsesformand for VisitDenmark.

Hans kritik som koncernchef for BC Hospitality Group var bl.a. rettet mod hotelgrupperne Brøchner, Choice, First og Hotel Property Group.

”Som formand for VisitDenmark kan jeg konstatere, at der generelt er en udfordring i dansk turisme. Vi er ikke gode nok til at stå sammen og investere i destinationen, men alt for ofte fokuseres alene på at markedsføre eget produkt,” sagde Allan Agerholm og tilføjede: ”Konkurrencen om internationale overnatninger, herunder kongresser, er hård og et lille land som Danmark og en by som København, har kun en chance, hvis vi står sammen og investerer samlet.”