- STANDBY.DK - https://standby.dk -

HORESTA advarer mod opkøb af hoteller

Regeringen vil bruge to milliarder kr. til køb og ombygning af hoteller i storbyer til almennyttige boliger. ”Men det må ikke ske på bekostning af turisme- og oplevelseserhvervet”, siger HORESTA.

Regeringen præsenterede tirsdag et boligudspil, der skal skabe 22.000 nye almene boliger og 4.000 studieboliger i landets største byer. De fleste af boligerne skal bygges, men der bliver også tale om at købe eksisterende bygninger.

Til det formål vil regeringen afsætte to milliarder kroner, så de almene boligorganisationer kan opkøbe og omdanne ejendomme til almene boliger.

Men HORESTA har svært ved at forestille sig en lang kø af salgsmotiverede hotelejere.

Kristian Nørgaard, politisk chefkonsulent i HORESTA, siger til brancheforeningens hjemmeside: ”Vi kan stå i en situation, hvor der om få år er mangel på hotelværelser i de større byer, derfor må ønsket om flere almene boliger ikke ske på bekostning af turisme- og oplevelseserhvervet.”

Svært ved at se fornuften
HORESTA, der  er brancheorganisation for hotel-, restaurant- og turisterhvervet, frygter, at mange erhvervsdrivende og arbejdspladser bliver ramt, hvis hotelbygninger bliver trukket ud af markedet og erstattet af almene boliger.

”Vi kan komme i en situation, hvor der om få år bliver mangel på hotelværelser i de større danske byer. Dermed bliver det svært at tiltrække de helt store events og konferencer, og det vil gå ud over en række følgeerhverv. For eksempel restauranterne,” siger Kristian Nørgaard og fortsætter:

”Coronakrisen har været ekstrem hård ved vores erhverv, og omsætningstabet løber op i mange milliarder kroner. Men der er stor optimisme i turisterhvervet og en klar forventning om, at vores store flotte hoteller også i fremtiden kommer til at rumme de mange turister, der gerne vil besøge vores land og hovedstad.”

Det skriver regeringen om opkøb af hoteller
I teksten fra Boligministeriet om forslaget ”Ny boligfond skal sikre billige boliger i de store byer” er der dette afsnit om opkøbsplanerne med overskriften: ”Nye almene boliger gennem omdannelse af hoteller og private boligejendomme.”

Her står blandt andet: ”Det skal være nemmere at ombygge og opkøbe eksisterende erhvervsejendomme som hoteller og udlejningsejendomme til almene boliger, fordi det er en god måde at sikre, at nye almene boliger kan etableres på steder med en central og attraktiv beliggenhed.

Almene boligorganisationers køb af eksisterende boligejendomme med attraktive beliggenheder i særligt København og det øvrige hovedstadsområde sker sjældent, fordi almene boligorganisationer kan have vanskeligt ved at konkurrere på prisen.

Regeringen ønsker, at det skal være nemmere at konvertere eksisterende boligudlejningsejendomme til almene boliger. Regeringen foreslår: ”Der afsættes en milliard kroner i 2022-2031 til at understøtte ombygning af egnede og centralt beliggende erhvervsejendomme til etablering af nye almene boliger.

Der afsættes en milliard kroner i 2022-2031 til at understøtte opkøb af egnede og centralt beliggende udlejningsejendomme med henblik på omdannelse til almene boliger,” hedder det blandt andet i forslagsteksten.

Relaterede artikler:

HORESTA’s politiske direktør stopper

Hoteller og feriecentre har fremgang i overnatninger

Marriott får minihotel i København

Guldsmeden genåbner sit nyeste og største hotel