- STANDBY.dk - https://standby.dk -

HORESTA: ”Den nye nedlukning vil gøre ondt værre”

Tivoli ved endnu ikke, om man midlertidigt må lukke som følge af de nye restriktioner. Hotellerne regner med stadig at kunne servere room service. Dansk Erhverv efterlyser bedre overblik.

På et ekstraordinært bestyrelsesmøde mandag aften vil Danmarks største turistattraktion beslutte, om Tivoli midlertidigt lukkes som følge af de bebudede nye restriktioner. Beslutningen fra Tivoli, der regner sig som et udendørs åndehul, præsenteres tirsdag.

”Tivoli afventer de endelige formuleringer i bekendtgørelsen. Herefter kommer der en udmelding i løbet af tirsdagen,” lyder det fra Tivoli efter mandagens pressemøde med blandt andet statsministeren.

Det indeholdt nyheden om, at blandt andet restauranter, barer, cafeer skal lukket fra på onsdag i 38 kommuner med 2,8 millioner indbyggere omkring hovedstaden, dele af Sjælland samt Odense og Aarhus. Der er stadigt åbent for take away.

Ændringerne betyder også, at for eksempel hotelrestauranter i de berørte kommuner skal lukke fra på onsdag. I følge STANDBY’s oplysninger kan hotellerne dog stadig servere room service og morgenmadspakker.

HORESTA: Rammer hårdt
Nedlukningerne vil ramme hele turisme- og oplevelseserhvervet hårdt, lyder meldingen fra HORESTA efter regeringens pressemøde i dag.

”Vores erhverv har i ti måneder kæmpet med en krise af ukendte dimensioner, og en stor del af virksomhederne frygter, at de må lukke permanent. Den nye nedlukning vil gøre ondt værre. Ikke bare for virksomhederne i de nedlukkede kommuner og de nedlukkede brancher, men for erhvervet i hele landet,” siger Kirsten Munch Andersen, politisk direktør i HORESTA, i en pressemeddelelse.

HORESTA efterlyser ordninger, der i højere grad kompenserer erhvervets tab.

”Vi opfordrer på det kraftigste til, at man nu går tilbage til de ordninger, vi havde under nedlukningen i foråret. Det her rammer bredt i erhvervet og også virksomheder i de kommuner, som ikke er ramt af nedlukningen. Der er brug for at holde hånden under de virksomheder, som i helt urimelig grad står i første række i kampen mod corona,” siger Kirsten Munch.

Hun efterlyser samtidig, at der meget snart sker en udbetaling af de hjælpepakker, som skulle understøtte virksomhederne henover efteråret. Disse udbetalinger er stærkt forsinkede og presser virksomhedernes økonomi yderligere, skriver HORESTA.

Dansk Erhverv: Ny nedlukning rammer stenhårdt
Den netop udmeldte store nedlukning fra onsdag den 9. december og foreløbig til 3. januar vil få store konsekvenser for store dele af dansk erhvervsliv, vurderer Dansk Erhverv.

”Smitten stiger voldsomt, og det er klart, at en så markant nedlukning vil få enorm betydning for store dele af erhvervslivet. Det er endnu en lige højre til oplevelseserhvervene i de berørte kommuner. De er i forvejen hårdt presset på likviditet. Derfor er det vigtigt, at kompensationen lander hurtigt. Regeringen må presse EU-Kommissionen for at få statsstøttegodkendt de hjælpepakker, der stadig udestår,” siger administrerende direktør Brian Mikkelsen i en pressemeddelelse fra Dansk Erhverv.

Dansk Erhvervs direktør opfordrer myndighederne til at skabe et bedre overblik over de mange kompensationsordninger de seneste ni måneder.

”Det er kompliceret stof, og mange virksomheder har svært ved at finde rundt i reglerne. Derfor er der behov for hjælp og klar og tydelig kommunikation om hjælpepakkerne,” siger Brian Mikkelsen.

Relaterede artikler:

750 millioner kroner hjælper ikke mødebranchen

Nye milliarder i feriepenge kan hjælpe rejsebranchen

Vaccinen vil hjælpe rejsebureauer og hotelbranchen