- STANDBY.DK - https://standby.dk -

HORESTA henter kommerciel direktør fra konkurrent

Juristen Jeppe Møller-Herskind skifter fra job som vicedirektør i Danmarks Restauranter & Cafeer til nyoprettet stilling som kommerciel direktør i HORESTA, hvor han får en række arbejdsopgaver.

Efter syv år hos brancheorganisationen Danmarks Restauranter & Cafeer er den 35-årige jurist Jeppe Møller-Herskind netop tiltrådt nyoprettet stilling hos HORESTA som kommerciel direktør.

Jeppe Møller-Herskind får hos HORESTA blandt andet ansvar for medlemsservice, salg, medlemsnetværk og samarbejdsaftaler i en ny oprettet afdeling, oplyser HORESTA.

Jeppe Møller-Herskind startede sine syv år hos Danmarks Restauranter & Cafeer som chefkonsulent, hvorefter han blev sekretariatschef og det seneste år har han været vicedirektør. Dermed snupper HORESTA en vigtig aktør fra en af de delvist konkurrerende brancheorganisationer.

HORESTA har cirka 2.000 medlemmer blandt hoteller, restauranter og andre aktører i turisme- og oplevelseserhvervet. HORESTA er sidste år og i år vokset med 130 medlemmer, oplyses det.

Endnu mere attraktivt at være HORESTA-medlem
I en pressemeddelelse siger Jannick Nytoft, HORESTA’s administrerende direktør:

”Jeppe er en virkelig stærk profil. Ikke alene har han stor indsigt i branchens forhold og vilkår efter otte år hos DRC. Han brænder også for denne branche og for at bygge netværk og skabe relationer. Med ham som kommerciel direktør vil fokus være på at gøre det endnu mere attraktivt at være medlem af HORESTA.”

Selv siger Jeppe Møller-Herskind i pressemeddelelsen: ”Jeg glæder mig over, at jeg fortsat skal arbejde for verdens bedste branche, og jeg glæder mig til det tætte samspil med HORESTA’s medlemmer.

HORESTA er branchens største og stærkeste organisation, når det gælder rådgivning og politisk interessevaretagelse. Det team er jeg både glad for og stolt over at være blevet en del af,” siger Jeppe Møller-Herskind.

Det forbudte skifte
Jeppe Møller-Herskind bragte selv nyheden om sit jobskifte fra Danmarks Restauranter & Cafeer til HORESTA på sin Linkedin-profil.

Her skrev han blandt andet: ”I 1994 foretog Michael Laudrup det forbudte skifte i spansk fodbold direkte fra FC Barcelona, hvor han havde været i fem år, til ærkerivalerne fra Real Madrid.

Ligesom Laudrup skiftede klub, gør jeg det samme,” skriver Jeppe Møller-Herskind og tilføjer: ”Det har været en spændende og lærerig tid i Danmarks Restauranter & Cafeer… Ikke mindst har jeg haft mulighed for at kæmpe for en branche, jeg holder rigtig meget af og selv har været en del af siden jeg som 13-årlig startede som opvasker på Café mig og Annie i Lyngby.”

Relaterede artikler:

”Min drøm er at nogle kommer tilbage til HORESTA”

Endnu en hotelkæde skifter til Dansk Erhverv

HORESTA-formand: Nej tak til flerkoneri