- STANDBY.DK - https://standby.dk -

HORESTA kæmper for årets julefrokoster

Myndighederne fraråder ikke julefrokoster, men at tage de nødvendige forholdsregler. Alligevel strømmer afbuddene ind, oplyser HORESTA, der opfordrer gæster til at fastholde bookinger.

Mange virksomheder oplever lige nu aflysninger fra gæster, julefrokoster og øvrige arrangementer til trods for, sundhedsmyndighederne klart har sagt, at folk gerne må mødes. Det skriver HORESTA i sit nyhedsbrev.

Restauratør Simon Lerche fra restauranten Den Røde Cottage i Klampenborg siger til TV2 Lorry, at alle 26 pladser skulle have været fyldt i restauranten lørdag aften, men afbuddene strømmede ind.

”Enten har gæsterne været nære kontakter til coronasmittede, eller også frygter de at gå ud,” siger restauratøren. Lørdag aften var der således blot seks gæster i restauranten, der har plads til 26.

Myndighederne har ellers tydeligt sagt, at man godt kan mødes til blandt andet julefrokoster, hvis man blot tager de nødvendige forholdsregler. ”Det er ekstremt ærgerligt, at man ikke lytter til de anbefalinger, men desværre er det lidt ligesom da statsminister Mette Frederiksen sagde, at folk ikke skulle hamstre. Hvad gjorde de så? De hamstrede,” siger Simon Lerche, og fortsætter:

”Der er en nedgang i ordrebogen. Folk tør ikke at booke, og dem der har booket, de begynder at annullere,”

Aflysninger har store konsekvenser
Restauranterne skulle have indtjent nogle af den tabte omsætning på julefrokosterne.

Karen Nedergaard, formand HORESTA Region Hovedstaden og til daglig direktør for familieejede Absalon Hotels i København, er helt enig med Simon Lerche fra Den Røde Cottage. Hun siger til TV 2 Lorry:

”Generelt har vi i branchen fået rigtig mange aflysninger, og det har store konsekvenser, når vi har købt ind til maden, og vi har kaldt personale på arbejde.”

HORESTA arbejder på at forbedre de eksisterende muligheder for at få kompensation for faste omkostninger.

Set i lyset af den aktuelle situation, ønsker HORESTA kravet til omsætningsnedgang nedsættes fra 45 til 30 procent. Endvidere ønsker HORESTA, at selvstændige-ordningen genoplives, så selvstændige der rammes hårdt af aflysninger sikres en rimelig kompensation.

Dansk Industri: Arbejdsgiver kan bede om coronapas som adgangsbillet
I sit nyhedsbrev skrev Dansk Industri forleden om julefrokoster, at arbejdsgiveren godt kan kræve coronatest.

”Som arrangør af julefrokosten kan virksomheden bede om gyldigt coronapas eller coronatest som adgangsbillet, hvis det er frivilligt for medarbejderne at deltage, og medarbejdere, som ikke ønsker at opfylde kravet, derfor kan vælge at blive væk. DI har fået en del henvendelser om test og coronapas i forbindelse med virksomheders julefrokoster,” står der i nyhedsbrevet.

Dansk Industri skriver videre, at virksomheden, der indbyder sine medarbejdere til julefrokost, kan som arrangør stille krav om, at det er en betingelse for at deltage i julefrokosten, at de medarbejdere, som vil deltage, har en negativ test for COVID-19 eller foreviser gyldigt coronapas.

Hvis julefrokosten bliver holdt på for eksempel en restaurant, gælder naturligvis restaurantens krav for adgang, lyder det fra Dansk Industri, der tilføjer: ”Vær opmærksom på, at arbejdsskadereglerne kan gælde under julefrokostarrangementet. Det samme gælder forskelsbehandlingslovgivning.”

Relaterede artikler:

Forskel på virksomhedskrav om coronapas

Coronapas når under 100 samles indendørs

HORESTA tanker stadig flere medlemmer