- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Horesta ønsker skattereform giver flere jobs

TURISME: Horesta tager positivt imod regeringens udspil til skattereform, der blev fremlagt i går. Særligt de dele af forslaget, som vil gøre det mere attraktivt for ledige at

Kirsten Munch, Horesta.

TURISME: Horesta tager positivt imod regeringens udspil til skattereform, der blev fremlagt i går. Særligt de dele af forslaget, som vil gøre det mere attraktivt for ledige at tage et arbejde, hedder det.

”Dele af erhvervslivet mangler hænder og hoveder, og det lægger en dæmper på virksomhedernes muligheder for at skabe mere vækst i det danske samfund,” siger Horestas politiske direktør, Kirsten Munch, og tilføjer: ”Derfor er det en bunden opgave for folketingspolitikerne at gribe ind. Her er det foreslåede jobfradrag et godt redskab. Det kan motivere flere ledige til at tage et job, fordi det kan betale sig.”

I hotel-, restaurant- og turisterhvervet siger hver anden virksomhed i en ny Horesta-undersøgelse, at det er blevet sværere at skaffe arbejdskraft. Ti procent af erhvervets virksomheder har måttet sige nej til ordrer, fordi de ikke havde nok personale.

”Hele oplevelsesbranchen boomer. Men når vi mangler arbejdskraft, sætter det en stopper for udviklingen. Det nytter ikke, at vi kan trække turister til Danmark, hvis vi ikke har medarbejdere til at servicere dem,” siger Kirsten Munch.

I de kommende forhandlingerne om skattereformen opfordrer hun regeringen og støttepartiet Dansk Folkeparti til at fastholde fokus på initiativer, der vil gøre det mere attraktivt at søge ind på arbejdsmarkedet.

”Dette skal selvfølgelig kombineres med opkvalificering og omskoling af dele af arbejdskraften. Men der er akut behov for en indsats”, siger Kirsten Munch.