- STANDBY.DK - https://standby.dk -

HORESTA og Dansk Erhverv: Ny aftale hjælper mange

”Den nye politiske aftale sikrer vigtig hjælp til små virksomheder,” siger HORESTA. Dansk Erhverv tilføjer: ”Genåbning må være næste prioritet.” Aftalen omfatter også Rejsegarantifonden.

Tirsdagens nye milliardaftale fra Christiansborg giver mere hjælp til selvstændige og forlænger hjælpepakker. Aftalen kommer til at virke med tilbagevirkende kraft, så den kommer til at gælde fra 9. december sidste år og dækker så længe nedlukningen af samfundet fortsætter.

Der er siden krisens begyndelse i marts sidste år udbetalt over 27 milliarder kroner gennem hjælpepakkerne.

Hele aftaleteksten kan ses via dette link.

I pressemeddelelsen fra Erhvervsministeriet om aftalen står blandt andet: ”Kompensationsmulighederne for leverandører til offentlige arrangementer med mindst 50 deltagere udvides. Hidtil har disse arrangementer ikke været omfattet af de målrettede restriktioner. Udvidelsen vil derfor være relevant, når de målrettede kompensationsordninger erstatter de generelle, og grænsen for forsamlingers størrelse lempes.”

Kompensation for usolgt juleøl og andesteg
I en pressemeddelelse om den nye aftale, siger Katia K. Østergaard, HORESTA’s administrerende direktør:

”Det glæder os, at der er politisk forståelse for, at kompensationsordningerne skal forbedres. Der er alene indenfor hotel- og restauranterhvervet 8.300 selvstændige, der nu kan få bedre hjælp med tilbagevirkende kraft fra december.”

Katia K. Østergaard hæfter sig ved, at der bliver bedre mulighed for kompensation for varelagre, der er sæsonprægede eller med letfordærvelige varer på op til 200.000 kroner per virksomhed.

”Nedlukning kom med ultrakort varsel, og vores virksomheder stod med et stort varelager, som ikke bare kan sælges, når vi engang genåbner. Derfor var en bedre kompensation for variable omkostninger meget vigtig for os at få ind i kompensationsordningerne,” siger Katia K. Østergaard og tilføjer:

”Likviditeten i erhvervet er presset til det yderste. Hjælpepakkerne skal som minimum række til sommer, uafhængigt af genåbning… En stor del af gæsterne, herunder turister og mødegæster, står desværre ikke i kø og banker på døren, hverken første eller anden dag efter genåbningen.”

Dansk Erhverv: Forsvarlig genåbning må være næste prioritet
I sin pressemeddelelse siger Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv, blandt andet om den nye aftale:

”Det er en god nyhed, at der nu også skal diskuteres og lægges en plan for genåbning. Der skal ikke være lukket én dag mere end højest nødvendig, og derfor glæder vi os til at samarbejde om yderligere genåbning under sundhedsmæssige forsvarlige forhold. Vi ser meget gerne, at detailhandlen og de liberale erhverv genåbner under forsvarlige forhold 1. marts, når de nuværende restriktioner udløber.

På den lidt længere bane skal vi i gang med den gradvise genåbning af Danmark. Det kræver selvfølgelig, at det sundhedsmæssige er på plads, og det kræver så igen, at vi går i gang med planlægningen nu,” siger Brian Mikkelsen.

Firmaer udenfor Rejsegarantifonden kan få hjælp
Virksomheder, der oplever en nedgang i omsætningen på grund af Udenrigsministeriets rejsevejledning, men som ikke er medlem af en godkendt rejsegarantiordning, får adgang til kompensationsordningen for faste omkostninger, hedder det i pressemeddelelsen fra Erhvervsministeriet.

Denne del af aftalen betyder, at Rejsegarantifonden nu også dækker ved konkurser hos for eksempel rejsebureauer, selv om det ikke drejer sig om pakkerejser.

I aftaleteksten står der: ”Det har hidtil været et krav under den målrettede kompensationsordning for faste omkostninger, at virksomheder, der driver rejsebureauer med videre, for at kunne få kompensation, skulle være medlem af Rejsegarantifonden.

Aftalepartierne er enige om at lempe adgangskravet til den målrettede kompensationsordning for faste omkostninger for virksomheder ramt af Udenrigsministeriets rejsevejledning, således at rejsebureauer, der ikke er medlem af Rejsegarantifonden, fordi de kun udbyder enkeltelementer som hoteller eller flybilletter, også kan blive omfattet.”

Ligeledes betyder aftalen, at garantiordningen i Rejsegarantifonden forlænges til og med den 30. april 2021. I aftaleteksten står der: ”Aftalepartierne er enige om at forlænge den tidligere aftalte garanti- og tabsramme i Rejsegarantifonden. Garantien dækker nu lån optaget indtil den 30. april 2021, og tabsrammens udløb forlænges til den 30. juni 2023.”

Relaterede artikler:

Kun ét ud af ti danske hotelværelser solgt i januar

22 danske hoteller krakket under coronakrisen

Mange tusinde venter på penge efter kæmpekonkurs