- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Horesta roser 2020-plan

Den rigtige medicin for dansk økonomi, men stadigvæk mange ubesvarede spørgsmål.

Regeringens fokus på at forbedre erhvervslivets konkurrencekraft og sikre lav vækst i de offentlige udgifter er den helt rigtige medicin for dansk økonomi, siger Horesta i en kommentar til regeringens 2020-plan.

 

”På kort sigt skal der skabes nye arbejdspladser, på længere sigt skal arbejdsstyrken øges. Det er en stor udfordring. Men 2020-planen kombineret med regeringens reformprogram kan vise sig at være den helt rigtige opskrift”, siger Katia K. Østergaard, adm. direktør i Horesta. Hun understreger dog, at der fortsat er mange ubekendte og at meget afhænger af, hvordan reformerne bliver skruet sammen, og hvilken form

regeringens vækstinitiativer får.

 

Det hilses med tilfredshed, at oplevelsesøkonomi og turisme er to af de områder, der skal indgå i vækststrategien. Trods den aktuelle krise er international turisme et erhverv i vækst. Frem mod 2020 ventes en årlig fremgang i Europa på over 3%, men Danmark mister markedsandele til vores nabolande, og derfor er der et uudnyttet vækstpotentiale i at satse målrettet på turisme og oplevelsesøkonomi gennem forbedrede rammevilkår.

 

”Hvis vi blot kan følge vores naboers vækstrater de kommende år, vil vi kunne skabe tusindvis af nye arbejdspladser og store eksportindtægter. Problemet er imidlertid, at Danmark er dyr land at besøge, fordi vi har høje skatter og afgifter.  Får vi samme vilkår som vores nabolande, kan vores erhverv være svaret på flere af regeringens aktuelle udfordringer”, siger Katia K. Østergaard.

 

Hun påpeger, at turisterhvervet kan skabe beskæftigelse til mange unge uden for arbejdsmarkedet. En stor del af de ansatte i erhvervet er unge – både unge med korte og længerevarende uddannelser. Samtidig vil flere arbejdspladser i turisterhvervet kunne styrke de tyndt befolkede dele af landet og skabe beskæftigelse til indvandrere.

 

”Mest afgørende og med effekt på kort sigt er at give erhvervslivet mulighed for at fratrække hele momsen ved køb af hotel- og restaurantydelser. Det vil ligestille os med vores nabolande og gøre det væsentligt lettere i den internationale konkurrence om mødeturismen”, siger Katia K. Østergaard.

Skrevet af Flemming Juul