- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Horestas formand fylder 70 år

Hoteldirektør og ejer af Hotel Maritime Jens Zimmer Christensen, fylder 70 år den 7. juli. Han har siden 1993 drevet Hotel Maritime i København og har siden 2009 været formand for Horesta.

Jens Zimmer Christensen.

Hoteldirektør og ejer af Hotel Maritime Jens Zimmer Christensen, fylder 70 år den 7. juli. Han har siden 1993 drevet Hotel Maritime i København og har siden 2009 været formand for Horesta.

Oprindeligt er Jens Zimmer Christensen shippinguddannet i Weco Shipping/Dannebrog Rederi i København. Det førte til udstationeringer i både Australien, USA og senere i Hong Kong, hvor han i fem år var leder af Weco-Shipping HK Ltd.

I 1980 vendte han hjem til København, hvor han i 1980’erne havde en række direktørposter i rederibranchen hos Copenhagen Reefers, Dannebrog Rederi og Mercandia Holding. Han forlod i 1993 rederierne til fordel for et andet stort væksterhverv, hotelbranchen.

Jens Zimmer Christensen bestrider ud over formandsposten i Horesta en lang række tillidshverv, bl.a. som bestyrelsesmedlem i Dansk Arbejdsgiverforening og den europæiske hotelorganisation, HOTREC. Desuden er han bestyrelsesmedlem i en række fonde og udpeget til sagkyndig dommer i Sø- og Handelsretten. Ved årsskiftet overtager han endvidere formandsposten i den europæiske hotelklassifikation, Hotel Stars Union.

Han bor på Østerbro i København med sin hustru, Inge og har en datter, Katharina, og to børnebørn.

Fødselsdagen markeres med en reception i Hortesta den 7. september kl. 15 – 17.