- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Hotel renoveret for 20 mio. kr.

Kurhotel Skodsborgs adm. direktør, Mai Kappenberger.

HOTELLER: Kendt hotel nord for København har investeret millionbeløb i renovering af de 83 værelser. Hotellets direktør markerer næste uge rund fødselsdag med reception.

Kurhotel Skodsborg har netop færdiggjort renovering af sine 83 værelser, der i år har haft 22.000 overnattende gæster.

17 af rummene har fået nye badeværelser – samlet har kurhotellets værelser bl.a. nu nye glasdøre på badeværelserne, nye gardiner og nyt TV-system, vægge er malet, værelser har fået nye lamper, el-system osv.

Hotellets adm. direktør, Mai Kappenberger, siger til standby.dk, at hoteldriften endnu ikke giver overskud. For at indtjene millionudgiften til renoveringen stiger værelsesprisen fra næste år – den er i dag ca. 2.000 kr. i døgnet, prisen giver også adgang til hotellets spa-område samt morgenmad.

Norge og Sverige er i dag Kurhotel Skodsborgs største udenlandske markeder. Næste år vil hotellet sætte mere fokus på at tiltrække flere internationale gæster.

Kurhotellet på Strandvejen nord for København har i dag tre restaurantkoncepter, der dog ikke serverer den vist nok officielle danske nationalret, stegt flæsk og persillesovs.

Kurhotel Skodsborg har også møde- og konferencelokaler, men det område kunne gå bedre, medgiver hoteldirektøren.

Mai Kappenberger fejrer mandag i næste uge, 19. december, sin 50 års fødselsdag med reception på Kurhotel Skodsborg med start fra kl. 15.