- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Hoteldirektør overtager formandspost på Bornholm

Fremover er det Kit Haubro Sørensen, der står i spidsen for HORESTA på Bornholm. Direktøren fra Grønbechs Hotel er ny regionsformand og har flere mærkesager, som hun vil arbejde for.

Ved kommunalvalget i november sidste år blev Christian Froberg Dahl valgt ind i kommunalbestyrelsen i Bornholms Regionskommune for Det Konservative Folkeparti. Valgsejren betød dog at han forlod posten som regionsformand for HORESTA i Region Bornholm.

Nu har brancheforeningen fået kørt Christian Froberg Dahls afløser i stilling, og valget er faldet på Kit Haubro Sørensen, der til daglig er administrerende direktør for Grønbechs Hotel. Det har 23 værelser, en restaurant og ligger i Allinge.

Det går godt
Kit Haubro Sørensen mener, at turismen på Bornholm står på et godt fundament, og opgaven bliver at bygge oven på dette.

Øen fik vind i sejlene under COVID-19-pandemien, hvor rejserestriktioner fik mange danskere til at bytte turen til solkysten i Sydeuropa ud med en ferie på Bornholm. Det momentum har man haft held til at kunne fastholde i en vis grad i den efterfølgende normalisering.

I tillæg hertil er erhvervsturismen i dag i vækst, ligesom det gradvist går bedre og bedre i skuldersæsonen, hvor konferencer og møder er begyndt at fylde mere.

“Det bliver et spændende arbejde, og jeg glæder mig til at komme i gang. Jeg har været i oplevelsesbranchen det meste af mit arbejdsliv og har gennem årene haft et tæt samarbejde med HORESTA. Det glæder jeg mig til nu at bygge videre på,” lyder det fra den nye regionsformand.

Har flere mærkesager med
Regionsformanden har flere punkter, som hun vil arbejde for i sit nyt hverv. Kit Haubro Sørensen ser et potentiale i at udvikle naturturismen. Interessen for cykel- og vandreturisme er – ifølge HORESTA – voksende, og hun mener, at Bornholm har potentiale på dette område.

Kit Haubro Sørensen er tidligere instruktør på Hotel- og Restaurantskolen i Valby og er derfor optaget af, hvordan branchen kan gøre kokke- og tjenerfaget mere attraktivt, end det er i dag.

Hun vil derfor arbejde for, at arbejdsmiljø, uddannelse og faglig stolthed får have større opmærksomhed, da hun mener, at de tre nøgleord spiller en vigtig rolle, hvis branchen også fremover skal kunne tiltrække og fastholde dygtige ansatte.

I og med at verdenssituationen er, som den er, og Bornholm rent geografisk er særligt udsat, vil Kit Haubro Sørensen også arbejde for, at hoteller, restauranter og campingpladser bliver bedre rustet til usikre tider, hvor cyberangreb og andre trusler pludseligt kan ramme, oplyses det.


Relaterede artikler:

HORESTA efterlyser nuanceret tilgang til nye hoteller

Ser muligheder i ny filmrabat

Sætter fokus på flytrafikkens indvirkning