- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Hotelgigant klar til europæisk vokseværk

Mens amerikanske Hyatt i dag har over 60 hoteller i Europa, er tallet steget med mere end 20 inden udgangen af 2023. Der kommer blandt andet Hyatt-hoteller i Norden, dog ikke i Danmark.

Hyatt Hotels Corporation har netop offentliggjort sin omfattende ekspansionsplan for Europa. Den omfatter nye europæiske Hyatt-hoteller i London, Reykjavik, Helsinki, Prag, Lissabon og Edinburgh. I denne måned har Hyatt netop overtaget driften af Reisen-hotellet i Stockholm.

I alt skal Hyatt have over 20 nye hoteller i Europa, enten nybyggede eller ved at koncernen, der har hovedkvarter i Chicago, overtager driften af eksisterende hotelbygninger. Væksten skyldes forventning om stigende efterspørgsel fra hotelgæster på den anden side af coronakrisen.

Hyatt har i dag 63 hoteller i Europa, fordelt på ni af koncernens varemærker, oplyses det i en pressemeddelelse. I alt har Hyatt Hotels Corporation 21 hotelvaremærker og havde i slutningen af september i år over 950 hoteller og resorts i 67 lande på seks kontinenter.

Halvdelen af de kommende Hyatt-hoteller i Europa får varemærkerne Andaz, Alila og Hyatt Centric samt The Unbound Collection by Hyatt.

Omformer Europas hotellandskab
”Hyatt er i færd med at omforme hotellandskabet i Europa ved at få nye eller flere højkvalitetshoteller i nogle af Europas mest efterspurgte destinationer,” siger Peter Norman, chef hos Hyatt for ejendomme og udvikling i blandt andet Europa. Han tilføjer, at omkring halvdelen af de kommende nye hoteller i Europa bliver franchise-drevne.

Peter Norman tilføjer: ”Som følge af denne tids forretningsklima, hvor vi gennemlever en hidtil uhørt periode, ønsker mange ejere af for eksempel enkeltstående hoteller at komme ind under et anerkendt varemærke med stærke distributionskanaler. Samtidig har vi den fordel, at det europæiske hotelmarked ikke er overbroderet med Hyatt-hoteller.”

Her kommer de nye Hyatt-hoteller i Europa
I Storbritannien er Hyatt på vej med sit første Park Hyatt i form af det 203 værelser store Park Hyatt London River Thames i distriktet Nine Elms ligesom der kommer et Hyatt Regency London Olympia, et Hyatt Centric i Cambridge plus et Hyatt Regency Edinburgh Marina.

Ligeledes åbner Hyatt for første gang de kommer år hoteller i Helsinki, der får 22 værelser på Grand Hansa-hotellet, et Hyatt Centric hotel i Reykjavik med 172 værelser samt i Malta og Cypern.

Allerede i år har Hyatt fået ni nye europæiske hoteller, Hyatt Regency Sofia, Hyatt Regency Malta; Hyatt Place Paris Charles de Gaulle Airport og også et Hyatt House Paris Charles de Gaulle Airport samt her i december overtagelse af driften af det 144-værelser store Hotel Reisen i Stockholm. Det er Hyatts første hotel i Skandinavien og har varemærket The Unbound Collection by Hyatt.

Andre kommende nye Hyatt-hoteller i Europa placeres blandt andet i spanske Mijas, Lissabon, den tjekkiske hovedstad får hotellet Andaz Prague, Zürichs lufthavn, Düsseldorf, den albanske hovedstad Tirana, fransk Cannes og Rouen samt i polske Krakow.

Relaterede artikler:

Femern Bælt-forbindelsen øger behov for hoteller

Stor amerikansk hotelkæde til Skandinavien

To danske hoteller blandt verdens lovende åbninger