- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Hotelkæde udvider

HOTELLER: Voksende dansk hotelkæde, der håber at have 20 hoteller i 2020, er klar med nyt projekt. ”Men vi skal også have mere kapacitet i København og Aarhus,” siger ejeren. Kæden er på vej med tre nye hoteller – herunder et uden for Danmark.

Arkitekttegning af det kommende Zleep-hotel i Hillerød.

HOTELLER: Voksende dansk hotelkæde, der håber at have 20 hoteller i 2020, er klar med nyt projekt. ”Men vi skal også have mere kapacitet i København og Aarhus,” siger ejeren. Kæden er på vej med tre nye hoteller – herunder et uden for Danmark.

”Vi skal ikke kun have hoteller i København og Aarhus, men sprede os ud over Danmark og udlandet. Nu får vi et hotel i Hillerød, det åbner i 2019 med 100 værelser,” siger ejer af Zleep Hotels, Peter Haaber, til standby.dk

Zleep vil også åbne hotel i Esbjerg samt udvide i København og Aarhus. Kæden havde sidste år op til 75 pct. belægning på sine foreløbig 850 hotelværelser og forventer i år en omsætning på næsten 140 mio. kr.

Stigningen skyldes mere belægning og kapacitet.

I efteråret 2019 åbner nyt hotel på Markedspladsen i det centrale Hillerød med Zleep som udlejer. I PFAs 200 mio. kr. nybyggeri flytter Zleep Hotels ind med 100 3-stjernede værelser. Byggeriet skal også inkludere en dagligvareforretning, et fitnesscenter, parkeringskælder og 50 senior-lejligheder. Hotellets 100 værelser skal huse et lobbyområde og morgenmadsrestaurant. Med sin nylige kvalificering som trestjernet hotelkæde kan Zleep Hotels tilbyde et produkt med fokus på værelsernes kvalitet og økologisk morgenmadsbuffet.

Zleep Hotels har allerede bevist, at de kan drive hoteller i sekundære markeder, hvor andre operatører har svært ved at finde fodfæste, hedder det.

“Vi har gennem længere tid set på muligheden for at komme ind i Nordsjælland. Den centrale placering i Hillerød er en kæmpe mulighed,” siger Peter Haaber, koncernchef i Zleep Hotels, der i dag består af ni hoteller i Danmark.