- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Hotelprisfald i Europa udenfor Norden

Værelsespriserne er på vej ned over hele Europa – men ikke i Norden bortset fra Danmark, viser trivago Hotel Price Index (tHPI).

Værelsespriserne er på vej ned over hele Europa – men ikke i Norden bortset fra Danmark, viser  trivago Hotel Price Index (tHPI).

2013 viser lavere priser i hele Europa udenfor Norge, Sverige og Finland, som er de eneste lande i Europa med stigende priser – 9% i Norge, 7% i Sverige og 6% i Finland. Til gengæld er priserne i Danmark ifølge Trivago faldet med 3% i forhold til sidste år.

Gennemsnitsprisen for hotelværelser i Europa ligger nu på 852 kroner – 8% mindre end på samme tid i fjor, men 5% over marts.

Amsterdam, som hvert år tiltrækker masser af turister sidst i april til Queensday, er gået i vejret med hele 35% fra marts og ligger nu på 1.277 kroner for en gennemsnitlig hotelovernatning, sjettedyrest af de europæiske storbyer, skriver boarding.no.

Geneve fastholder pladsen som Europas dyreste hotelby, fulgt af Venedig med 1.524 kroner. Europas billigste storby, Zaragoza, har værelser til gennemsnitlig 441 kroner. Sofia byder på hotelværelser til 478 kroner, mens Warszawa tager tredjepladsen på listen over Europas billigste hotelstorbyer, med 515 kroner i snit.

Ser man nærmere på de europæiske lande, så er Rumænien (478 kroner), Polen (508 kroner) og Portugal (620 kroner) de billigste alternativer, mens Schweiz er dyrest med en gennemsnitspris på 1.442 kroner. Norge følger lige efter med 1.285 kroner for en gennemsnitlig hotelovernatning, mens Sverige ligger på 1.150 kroner i gennemsnit.
De lande, som er gået mest ned i pris fra april i fjor, er Rusland (-19%), Bulgarien (-17%), samt Grækenland, Polen, Spanien og Tjekkiet (alle med -14%).