- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Housewarming hos Gouda

Lene Mousing, direktionssekretær i Gouda Rejseforsikring, med tidligere Gouda-direktør, Ole Ærthøj, til venstre, den nye, Uffe Svennson, samt Jesper Kjeldsgaard – og hans søn, Andreas.

Gouda Rejseforsikring er flyttet sammen med sin norske ejer, Gjensidige, i København. I går var der housewarming for rejsebranchen – samt mulighed for at sige farvel til Goudas afgående direktør og goddag til hans afløser.

Knap et år efter den norske gigant Gjensidige Forsikring overtog Gouda Rejseforsikring, stopper Goudas nordiske direktør, Jesper Kjeldsgaard, efter seks år på posten.

Han afløses af 49-årige Uffe Svennson, der trods sit svenske efternavn er pæredansk. Han var indtil skiftet til Gouda direktør for privatområdet i Gjensidiges svenske filial. Uffe Svennson har været i Gjensidige siden 2009. Før var han direktør for Nassau Forsikring og var tidligere hos Baltica (i dag Tryg Forsikring).

I går sagde han ved receptionen til takeoff.dk: ”Det er muligt, at Gjensidige køber flere selskaber – vi holder øje med markedet, men har ingen konkrete købsplaner. Mulige nye firmaer skal være veldrevne, have en god lønsomhed og passe ind i Gjensidiges forretningsmodel.”