TORSDAGSKLUMME: Vi må lære at bruge betegnelsen, og vide hvorfor vi gør det, med baggrund i de tragiske hændelser med Germanwings.
TORSDAGSKLUMME: Vi må lære at bruge betegnelsen, og vide hvorfor vi gør det, med baggrund i de tragiske hændelser med Germanwings.
Af Ejvind Olesen
De første meldinger om havariet over de franske alper med Germanwings var vedhæftet betegnelsen ”et lavprisselskab”. Og straks var der bemærkninger i folkehavet og på sociale medier om ”at det var også et lavprisselskab”. Underforstået, hvordan kunne man vente andet?
En sådan opfattelse udspringer selvfølgelig fra den fagforeningskamp, som føres for tiden mod lavprisselskaber, især mod Ryanair. Når det er et lavprisselskab, er det nok noget farligt. Noget med søvnige og udkørte piloter, som ikke tør sige fra.
I det aktuelle tilfælde er det et datterselskab af Lufthansa, som blot flyver til lavere produktionsomkostninger end moderselskabet, men i øvrigt holder samme standard, hvad angår piloter og vedligeholdelse.
En parallel til Cimber i SAS regi og noget lignende i Air France/KLM. Et kvalificeret udspil mod lavprisselskaberne i deres egentlige betydning.
Det er ikke Ryanair, Easyjet eller Norwegian, der har haft en katastrofe inde på livet. Der kan måske sættes spørgsmålstegn ved visse lavprisselskaber i Asien med tanke på ulykkelige hændelser, men til dato har der ikke været nogen i Europa.
Dette blot for at understrege, at man aldrig i forbindelser med katastrofer og tab af menneskeliv, skal påhæfte en speciel kategori af flyselskaber skylden på forhånd.
I skrivende stund kender vi fortsat ikke grunden til Germanwings havari, som er helt uforståeligt. En ulykke kan ramme alle fly i luften. Stor som lille. Rutefly og netværksselskab som lavprisselskab. Alle gode kræfter må stå sammen om at blive dygtige nok til at forhindre den. I modsat fald har den civile luftfart spillet fallit.